Hans Gregersen: Underdanmark – livet på samfundets bund. 1800-1933
Deltagere:65
Referent: Gunvor Johnsen
Vi kan dårligt forestille os, hvor elendigt samfundets bund havde det ”i gamle dage”. Vi kan heller ikke forestille os, at hovedparten af samfundet var bunden. Og så sluttede disse elendige arbejds- og livsforhold endda først i 1933, hvor der endelig blev lovgivet om arbejdstid og fritid. Oprøret fra bunden startede med byens arbejdere, som samledes om Louis Pio i 1871, og som siden udviklede sig til Socialdemokratiet. I 1880erne samlede Marie Christensen tjenestepigerne i København i protest. Deres organisering skulle senere blive til Husligt Arbejderforbund og endelig nåede de nye tider også ud til Underdanmark på landet, stærkt hjulpet af Jeppe Aakjær. Tyendeforeningen var allerede grundlagt i 1907, men først i 1921 kom der love, der sikrede ordentlige arbejdsforhold også der. De bedste fra bunden på landet enten udvandrede eller -de fleste- rejste til byerne, hvor de fik alle de snavsede, larmende, giftige og arbejdstunge job, som den voksende industri havde behov for på snusfabrikker, tobaksfabrikker, sukker- og sojakagefabrikker osv. eller som havnearbejdere eller kullempere, ved renovation i byen og især udbæring af natrenovation. Og der var jo ingen grund til at investere i hjælpemateriel, når der var arme nok til at løfte, - børn kunne da også bruges billigt til meget. Arbejdstiden var 10 timer 6 dage om ugen indtil 1933. Også kvinderne fik fabriksarbejde til meget lavere lønninger end mændene. En del arbejdede hjemme for at kunne passe børn samtidig, men de ugifte blev overvejende tjenestepiger med ufatteligt lange arbejdsdage og ingen fritid. Og boligforholdene: i kældre og på tørrelofter, i kamre og i de utroligt ringe og uhygiejniske boliger, der skød op på Nørre- og Vesterbro i slutningen af 1800-tallet. Tjenestepigerne boede i usle kamre uden vinduer og uden opvarmning, ofte et ryddet spisekammer. Selvmordstallet for tjenestepiger på land og i by i de sidste 50 år af 1800-tallet var uhyrligt højt. Vi kan jo gætte på, at også uønskede graviditeter var medårsag hertil. Men allerværst var forholdene på landet. Hårdt fysisk arbejde i al slags vejr. Ringe aflønning, for man fik jo da kost og logi! Karlekammeret oftest i stalden, hvor man delte senge, med hvad det nu kunne indebære, også for små drenge. Lokum i grebningen bag køerne og vask i gården under vandposten sommer og vinter. Pigerne i et kammer ved bryggerset, for de skulle jo tidligt op og lave morgenmad til karlene. Der var påfaldende mange gårdbrande, der blev anstiftet af tjenestepiger, for det var den eneste måde at komme ud af en rædselsfuld tjeneste på. Der var absolut ikke noget der hed bare at sige op! Og faldt man igennem systemet af nedslidning eller sygdom af mange arter, kunne man komme i kommunens fattighus, senere fattiggård. I det sidste var boligen bedre og maden sikker (ikke nødvendigvis bedre), men også her delte man værelse med ukendte mennesker, og der skulle arbejdes, også selv om man var sengeliggende. Det er ikke noget under, at gennemsnitslevealderen i 1890 var 48,6 år for mænd og 51,4 år for kvinder.
Foredragsholderen foreslog til yderligere oplysning dels sin egen bog Underdanmark, der udkom 2023, dels af ældre dato: En Rabarberdreng Vokser Op af Christian Christensen om Nørrebro og Vredens Børn af Jeppe Aakjær om forholdene for børn på landet. Selv kan jeg anbefale Hans Kirk: Daglejerne. For vi skal jo huske, at hovedparten af danskerne, dvs. de forfædre, som vi så flittigt søger i vores slægtsforskning, voksede op under sådanne vilkår. Det bedste, der kan siges om ”de gode gamle dage” er, at de er heldigvis er forbi.
Hurra for en vidunderlig skarp og tydelig og klar foredragsholder.