Referat: Tirsdagsmøde

Medlemsmøde
Tirsdag d.12.marts 2019 kl. 19.00
v/ Lars Kærgaard

Udvandrere til USA i slægten?

Sted: forsamlingshuset
Deltagere: 43

Alle vendelboer har amerikanere i deres slægtstavle. Det var derfor heller ikke mærkeligt, at mange var mødt op for at høre Lars, et af vore egne medlemmer, fortælle om, hvordan man kan lede efter familie i USA, og om hans oplevelser ved at sætte en måned af til, alene, at prøve fysisk at opspore slægtninge. Nu var Lars favoriseret ved, dels at have haft en far, som var samler lige som han selv, dels at have interesseret sig for familiehistorier siden han var lille. Intet var blevet smidt væk, for en eller anden dag fik man nok tid!

Grundhistorien var at Oldefars bror formøblede slægtsgården, og da en bror købte den tilbage, var der bundet en envejsbillet til USA i enden af aftalen. Der var allerede en halvsøster i Elkhorn, og så søger indvandreren typisk til der, hvor der er hjælp på vejen, men siden var slægten jo spredt ud over mange andre stater, så næste sommer må Lars af sted igen. Man skal tage sig tid og man skal have gjort sit forarbejde. Det sidste kan være kort, familiebreve, fotos, facebook, DNA, findagrave, Ellis Islandarkivet, og div institutioner, man kan henvende sig til på forhånd. Der er mange muligheder, og selv om nogen ser ud som at være et skud i tågen, kan de alligevel vise sig at give resultater, og amerikanerne er flinke, hjælpsomme og interesserede.

Når man så er ”over there”, har man allerede nogle kontakter, men en god ide er også at køre ad de små veje og stoppe i de små byer på vejen. Der kan man spise morgenmad i den lokale lille forretning, og så skal der nok være nogen, der henvender sig selv. Det er derfor, det er godt at være alene. Men også kirker og kirkegårde, små museer, hjemstavnsforeninger og lokalarkiver kan give uventede resultater.

Referent: Gunvor Johnsen

Kontingent

Kontingentindbetalingen foregår nu direkte ved de første møder efter generalforsamlingen og efterfølgende udsendelse af kontonummer til andre.
Hvis nogen mangler kontonummeret er det her:
Sparekassen Vendsyssel
9070 1625905717