Museumsinspektør Marianne Gjørtz Hougaard: KARTOFFELTYSKERNE
Tirsdag d. 12.marts 2024 kl. 19.00
Forsamlingsbygningen
Deltagere: 41
Referent: Gunvor Johnsen
Heden er menneskeskabt. Med bondestenalderens bofasthed steg forbruget af træ til huse, varme, både, redskaber, smede og madlavning, og senere til krigsskibe og trækul, krudt, tønder og krigsbytte, så skoven efterhånden helt forsvandt, og på de sandede arealer i Jylland bredte lyngen sig. Omkring 1750 var kun 2 % af hele Danmark dækket af skov. Samtidig tiltog sandfygningen, og ½ m under overfladen udskiltes jern, som kittede sandet sammen til al. Alle blev fattigere, også kongemagten, og da vi i 1600-tallet mistede Skåne, Halland og Blekinge, svandt kronens skatteindtægter yderligere ind. Kongens vejledere foreslog, at man måske kunne bebo og opdyrke de umådelige, tyndtbefolkede områder i Jylland. De største, sammenhængende arealer lå omkring Karup, så Ludvig von Kahlen blev sendt ud for at måle op for at fastsætte præcist, hvilke dele af heden, der tilhørte kongen, og hvilke dele der tilhørte godsejerne og de ret få selvejerbønder i området (samlet indbyggertal i hele landet omkring år 1700: 700.000!) Det gik langsomt, for de lokale brugere vidste da godt, at det ikke kunne lade sig gøre. ”Skrivebordsgeneralerne” øst for Valby bakke, der ikke anede noget som helst om heden, besluttede at engagere nogle tyske bønder. Måske havde de den vellykkede indførsel af hollandske bønder i 1500-tallet i tankerne, men Amagers muld er ikke den jyske hede. Desuden begik man den fejl, at den tyske hverver var aflønnet pr. overtalt person, så han var ligeglad med, at kun fattigfolk uden særlig landbrugserfaring, og da slet ikke med hedeopdyrkning, lod sig overtale. Men halvdelen vendte om, da de nåede Slesvig. De var blevet lovet, at alt var forberedt til deres komme, hele landsbyer, skole, kirke, redskaber stod parat, men det fremgik tydeligt, allerede så langt syd på, at det vist var en skrøne. 1760 nåede 100 familier, 418 personer, til Århus, som de første. Her nægtede halvdelen at tage ud på heden, men de blev straffet (hvordan vides ikke), og ud kom de. Men godt gik det ikke. De startede enkelte små landsbyer, men kunne ikke finde nok vand. De kunne heller ikke enes indbyrdes, så i 1762 stoppede man for indvandringen og 68 familier blev udvist! For staten havde det været en dyr affære, for for at fastholde tyskerne fik de 2 heste, 1 ko, 2 får, 1 vogn, redskaber og kredit til foder og såsæd og tørv og træ, og oven i skatte- og tiendefrihed i en årrække. Da de oveni blev ved med at holde sig for sig selv og tale tysk, er det ikke underligt, at der også var store konflikter med de lokale, fattige hedebønder, så i 1766 halveredes støtten, hvilket medførte, at 75 af de tilbageværende 150 familier rejste hjem, og det var typisk de dygtigste, der rejste. I 1780 var der 22 landsbyer, 86 gårde og 440 kartoffeltyskere tilbage. Tyskerne kom IKKE med kartoflerne. De stødte muligvis på dem på vej nordpå i Fredericia, hvor huguenotterne, de fra Frankrig ca. 1660 indvandrede protestanter, dyrkede dem. Men øgenavnet kom af, at det var et produkt, de var ene om at sælge på torvet i Viborg. Af de oprindeligt indvandrede blev 51 tyske familier i landet. 7 blev i Randbøl Hede vest for Vejle, 42 på Alheden og 2 i Tikøb i Nordsjælland, hvor man også havde store problemer med hede og sandflugt. 72 familier, der rejste hjem, rejste faktisk videre til Volga, Hvor Katarina den store havde gang i et tilsvarende projekt. Da heden endelig mistede sin uskyld i 1870erne og blev opdyrket, skyldtes det, at Enrico Dalgas blev leder af et af de ret mange, små hedeselskaber. Dalgas var ingeniør og havde dækket Jylland med et godt vejsystem. Han viste derfor en hel del om jordbundsforhold og vidste, at man måtte dybpløje, for at bryde alen op. Det er ikke ham, der har sagt: hvad udad tabes, skal indad mindes. Dalgas var bare en mand, der var dygtig til sit arbejde, og hans hedeselskab blev det herskende. Allerede på den tid var der røster i debatten, der begræd tabet af heden, bl. a. Jeppe Aakjær. Men først efter 2. verdenskrig kom der for alvor gang i fredningerne, og i 1953 skabtes Kongenshus Mindepark i det område, hvor Von Kahlen havde arbejdet. Inden da, i 1911, var Rebild Bakker blevet opkøbt af danske udvandrere, som deres egen mindepark.
von Kahlen er hovedfiguren i romanen ”Kaptajnen og Ann Barbara” og filmen Bastarden .