Medlemsmøde
Onsdag d. 29. marts 2022 kl. 19.00
Besøg på Skagen Lokalarkiv
Sted: Skagen
Deltagere og gæster: 13
Referent: Gunvor Johnsen
Mange lokalarkiver findes på skoler eller i forsamlingshuse, men Skagens er noget helt særligt! Det har fundet sin plads i den gamle retssal som var i brug som sådan helt til 1972 og oven i købet også som byrådssal til 1969. Så at sidde rundt om det helt originale byrådsbord og drikke kaffe og spise arkivkringle giver nu en særlig stemning. Og lige på gangen ligger den gamle arrest, som var i brug op til midt i 1950´erne. Her kunne så synderne, hvoraf en pæn del var gengangere, sidde i et lille rum med højtsiddende, lille vindue med tremmer og tænke over tilværelsen. Og skulle de på ”toilettet”, så var der fælles lokum for arrestanter, dommere, advokater, byrådsmedlemmer og borgmesteren lige midt på græsplænen, hvor alle kunne over-våges af fængselsbetjenten, som også var byens eneste politibetjent i mange år. Hans køkkenvindue var oven i købet udstyret med et skråt kikhul, så hele plænen kunne overskues.