Program for 2. halvår 2024
Tirsdag den 10. september (FU)
Henning Bender, historiker, Neksø: Den store svenske indvandring til Danmark 1850-1920 og kilderne hertil.
Den svenske indvandring til Danmark 1850-1920 var den første store indvandringsbølge, vi kender.
Mere end 100.000 svenske arbejdere slog sig ned i alle dele af landet. Først i Jylland siden på øerne.
Som det beskrives i Pelle Erobreren blev de placeret på samfundets bund, men blev hurtigt en vigtig
arbejdskraft i en tid, hvor så mange danske udvandrede. Jönsson eller Månsson blev hurtigt til
Jensen eller Mogensen, så hurtigt at mange næppe ved, at de har svenske aner. Om dette, hvor
svenskerne kom fra og hvor de slog sig ned, fortæller Henning Bender og gennemgår med eksempler,
hvordan det bliver stadig lettere i stadig bedre svenske og danske søgedatabaser.
Tirsdag den 24. september
Ekskursion til Vrensted lokalhistoriske Arkiv.
Arkivet ligger i Byens Hus, Stationsvej 12 i Vrensted et par hundrede meter nord for kirken. Vi skal
høre om arkivets indhold, historie og drift og får mulighed for at kigge i arkivalierne.
Kaffe og arkivkringle er en fast tradition på arkivturene.
Tirsdag den 8. oktober
Samarbejdsaften.
Vi udveksler erfaringer fra det sidste års arbejde med slægtshistorien.
Tirsdag den 22. oktober (FU)
Peter Wodskou Christensen, Registrator, Rigsarkivet: Plejebørn, tyveknægte og andre skæbner.
Foredraget tager udgangspunkt i egen slægtsforskning med aner, som i første omgang synes umulige
at komme videre med. Men ved ihærdig søgen i mindre benyttede arkivalier er det lykkedes at finde
nye både spændende og bevægende oplysninger.
Tirsdag den 12. november
Charlotte Juhl, Vejle: En usædvanlig livshistorie
Nielsine Marie Nielsen blev født i Børglum sogn i 1891 af en ugift mor. Via fattiggården kom hun i
pleje og blev adopteret af et barnløst par i Hjørring. Uddannet på missionsskole i Hellerup og udsendt
til Indien efter en 5 måneder lang rejse omkring 1. Verdenskrigs afslutning. I 1920 blev hun gift med
Hans Oluf Juhl, der var missionær i Kina, men hun måtte pga. sygdom rejse tilbage til Danmark i
1926 med sine to børn. Hun blev derefter præstefrue, idet manden fik præstekald i Sydjylland og
senere i Hobro. Efter pensionering boede parret på Sjælland og i København, hvor han døde i 1965.
Maria, som hustruen blev kaldt, døde i 1977 i en alder af 86 år.
Foredragsholderen er barnebarn af Maria og Hans Oluf og fortæller om sin farmors begivenhedsrige
liv.
Tirsdag den 10. december (FU)
Lars Kjærgaard, Århus: Dansk postvæsen 1624-2024.
Juleaften er det 400 år siden Christian IV’s lovbog med forordning om post-budde blev udsendt.
Foredragsholderen fortæller om postvæsnets udvikling i Danmark, lokalt i Vendsyssel og Løkken
området, samt den slægtsmæssige baggrund for at lovbogen gennem arv er havnet hos ham, så den
kan vises for de fremmødte.
Tid og sted
Alm. møder kl. 19 i Forsamlingsbygningen, Østergade 9 i Hjørring og samme tid ved arkivet i
Vrensted. Øl/vand og brød kan købes i pausen for 25 kr.
Slægtsforskningscafé
Den første torsdag på datoerne 5.9., 3.10., 7.11.og 5.12. kl. 14.30 - ca. 16 i det gamle rådhus med
korte oplæg om emner fra slægtsforskningen og lokalhistorien. Gratis adgang for alle. Få reminder
forud for caféen ved at maile til jebrasmussen@gmail.com .
Workshop for slægtsforskere
To tirsdage i måneden på datoerne 27.8., 10.9., 24.9., 8.10., 22.10., 12.11., 26.11., og 10.12. kl. 9-12
på Historisk Arkiv. Udveksling af erfaringer, gensidig hjælp og støtte i et uformelt socialt samvær
over en kop kaffe om arbejdet med slægtsforskningen og programmet Legacy. Kontaktadresser:
kc@teka.dk eller gerda@logy.dk
Gotisk skriftlæsning
Lørdage på datoerne 12.10, 9.11 og 14.12 kl. 9.30-12 i Rådhuskælderen, hvor vi læser deltagernes
egne dokumenter. Alle er velkomne, kom på deltagerlisten ved at maile til
skovgaardneel@gmail.com .
Samarbejde med Museumsforeningen
Slægtshistorisk Forenings medlemmer har adgang til arrangementer i Museumsforeningen ved
Vendsyssel Historiske Museum. Se henvisninger på vores hjemmeside.
Kontingent: 175 kr.
Hjemmeside: www.slfhj.dk
(FU): i samarbejde med Folkeuniversitetet
Bestyrelse:
Jan Rasmussen, Stensgårdsvej 45, Hjørring, 20296777. E: jebrasmussen@gmail.com
Gunvor Johnsen, Bispetorv 13,8.3. Hjørring, 25361021. E: gunvor.johnsen@gmail.com
Lise Surland, Westbanke 18, Skagen, 2175 3259. E: lisesurland@gmail.com
Kathe Larsen, Karolinesvej 7A, Hjørring, 24489079. E: kathe_larsen@yahoo.dk
Jens-Peter Fage, Oslovej 18, Hjørring, 27649277. E: jens-peter@has.dk
Webmaster bestyrelsesmedlem Kathe Larsen
Bunkermuseet i Hirtshals, Fyret 2, 9850 Hirtshals
En kølig, blæsende forårsaften mødtes vi i madpakkerummet ved Hirtshals Fyr med formanden for Bunkergruppen Hirtshals, Flemming Hammer, som, inden vi gik ud i området, fortalte om museets start. Ligesom vi oplever det, når vi er på arkivbesøg, var det også her lokale ildsjæle, der satte gang i tingene. I 1980’erne var Hanstholm det eneste sted i Danmark, der havde et bunkermuseum. I Hirtshals kendte man til de mange bunkers i området omkring fyret, men fyrmesteren ville ikke give tilladelse til, at de blev åbnet. I ventetiden fik de 3 ildsjæle lov til at åbne den mindste bunker. Den lå nemlig ikke på Fyrets område, men på Hotel Fyrklits jord. I starten af 1990’erne blev Bunkergruppen Hirtshals dannet, og 4 bunkerentusiaster påbegyndte udgravningen af de mange bunkere. I starten gik arbejdet langsomt, men Susanne Fibiger fik udvirket, at de penge, kommunen om vinteren havde sparet på snerydning, kunne bruges på en rendegraver, så de ca. 3,5 km løbegrave kunne blive udgravet. Gruppen brugte ca. 10 år på at få åbnet de 52 bunkers. Den drev selv museet og stod for de guidede ture. I 2008 overtog Vendsyssel Historiske Museum driften og formidlingen, men Bunkergruppen er i dag VHM’s officielle arbejdsgruppe i bunkermuseet og står for vedligeholdelse og reparationer af bunkerne m.m. Flemming Hammer er formand for en lille eksklusiv skare af ligesindede bunkerinteresserede, der bruger efteråret og vinteren til at klargøre området til næste sæson. Hirtshals Bunkermuseums 10. batteri er i dag Danmarks eneste komplette tyske forsvarsanlæg fra 2. verdenskrig, der er åbent for publikum. De mange bunkers ved Hirtshals var en del af Hitlers Atlantvold, der gik fra det sydlige Frankrig til Nordkap. D. 9. april 1944 kom 130 tyskere Hirtshals for at finde og klippe telefonkablet til England. Undervejs spurgte de den 16-årig Knud om vej til skuret. Drengen var kvik og viste den modsatte vej. Desværre fandt de alligevel kablet og klippede det. Arkivmateriale vedr. batterierne findes på loftet på Hirtshals Fyr. Efter Flemming Hammers spændende oplæg tog han os med gennem en del af området, mens han fortalte om radar, de forskellige kanoner og viste os bl.a. sygestuen. Efter denne spændende tur i blæsevejret vendte vi tilbage til madpakkerummet til den medbragte kaffe, Pers batterikringle og Pias porsesnaps.
Til Bunkermuseet i Hirtshals med rundvisning af Flemming Hammer, formand for Bunkergruppen
10. batteri er Danmarks mest komplette og udgravede forsvarsanlæg fra 2. Verdenskrig. Det dækker et område på 450 x 750 meter. Området indeholder 3.5 km løbegrave, som forbinder 69 bunkere. I en mandskabs-bunker er der indrettet en informationsudstilling, der fortæller om anlægget og Hirtshals under besættelsen, og i andre bunkere har man genskabt den oprindelige indretning.
Vi mødes ved Hirtshals fyr, hvor vi i frokosthuset efter rundturen kan drikke medbragt kaffe til formandens batterikringle.
Turen kræver nogen mobilitet, passende overtøj efter vejret og solidt fodtøj.
Kørelejlighed kan arrangeres via Jan Rasmussen, jebrasmussen@gmail.com, tlf. 20296777.
Bestyrelsen for Slægtshistorisk Forening
Peter Olsen, kendt slægtsforsker: Når den røde hane galede
Tidligere var det i bogstaveligste forstand et fælles problem, når et hus eller en gård brændte. Dels havde man en frygt for at ilden bredte sig til egne huse, dels kunne en familie, der var berøvet alt, blive alle mands problem, hvis de skulle gå på omgang hos de andre familier, og endelig gik det udover fællesskabets arbejdskraft. Alle mand var derfor af huse for at slukke ilden og bagefter hjælpe med at bygge op igen. Herremanden, som var skovejeren, kunne nok finde noget tømmer, og landsbyen hjalp med det nødvendige arbejde for til sidst at holde ”klinegilde”. Havde man mistet alt, kunne man af herredsfogeden få et brandbrev, som blev lyst i kirken, og som gav tilladelse til at gå tiggergang i sognet. Fik man ikke nok penge og effekter ind, måske var det meste af en landsby brændt ned, kunne man få præsterne i andre sogne til at lyse brevet i kirken. (Lyse= offentliggøre en tilladelse) Man ved, at der ofte blev lyst i et stort område, f.eks. det halve Sjælland, ja så kunne det gå sådan, at en mand i 1776 pralede af, at han med et brandbrev havde levet godt i 3 år. Og så blev der sat tidsbegrænsning på de tilladelser! 4-6 uger måtte være nok. I byerne var problemerne de samme, men større. Huse og gårde og arbejdspladser lå klinet op ad hinanden indenfor voldene og husede mange mennesker i kældre, på lofter og i boligerne, så byens hjælp og tiggeriet kunne let blive stort. Laug´ene og gilderne havde ansvar for hjælp, men kun for egne medlemmer. Desuden havde mange rige familier bygget fine huse og gårde inde i byerne, som de nødigt så gå op i røg, men hvilket fællesskab kunne hjælpe her? Alle måtte hjælpe efter evne, men når fællesskabet havde fået slukket en brand, skulle de nabohuse, som var blevet reddet fra at brænde ned, betale mere end andre til fælleshjælpen. Da en fjerdedel af København brændte i 1728 blev problemerne tydelige. I flere andre lande havde man fundet på en fælles brandforsikring, så i 1731 åbnedes Københavns Brandforsikring for de, der havde råd. I 1761 var tiden kommet til at starte Kjøbstædernes Brandforsikring, hvor man uden succes også tillod forsikring af landboernes bygninger. Men på landet forsvandt noget af fællesskabet med selveje og udflytning og tabet af en herremand med træ, så i 1792 var der interesse nok til at starte Alm Brandforsikring af landbygninger. Disse tre forsikringer har alle afleveret deres velbevarede materiale til Rigsarkivet, som alle kan slå op i via Salldata eller AO. Desværre for eftertidens slægtsforskere overgik de nævnte forsikringer fra offentlig til privat eje i 1868-72. Så fra da af er forsikringerne ikke afleverede. Vores glimrende foredragsholder, som vi før har haft glæde af at have besøg af, gennemgik efter pausen, hvordan man slår op: altid først Brandforsikringsprotokollen, som er ordnet efter herreder og sogne, og hvor der ved numre henvises til taksationsprotokollen, som er ordnet efter numre.
Besøg i Lokalhistorisk Arkiv for Mosbjerg og Tolne
Gennem årene har vi besøgt mange lokalarkiver med næsten lige så mange typer lokaler, varierende fra gammel hovedgård, nedlagt skole, kældre i skoler og plejehjem, tidligere retssal med arrest til tidligere busventesal, nok det mindste arkiv vi har besøgt. Så man er altid spændt på, hvordan forholdene er, når man besøger et nyt arkiv. Arkivet i Mosbjerg har et par små lokaler i Mosbjerghus, der er et socialpsykiatrisk bosted. Her tog arkivleder Kurt Juul Thomsen imod os. Med hjælp fra Pers interesserede spørgsmål fortalte han, at Tolnes arkiv ved kommunesammenlægningen blev lagt sammen med Sindals arkiv. Efter at være blevet overset i Sindal i nogle år, blev Tolnes arkiv slået sammen med Mosbjerg. Arkivet får i dag et tilskud på 8.000 kr. til driften. Den oprindelige by, Mosbjerg, opstod omkring Kirken vest for Uggerby Å. Etableringen af mejeriet på Eskærs jord blev begyndelsen til byens nuværende placering på østsiden af åen. Herregården Eskær drives i dag sammen med Gårdbogård. Den har planteavl samt en dyrlægeklinik for heste. Indenfor den gamle kystlinie er der fint ler, så der har været teglværker i både Tolne, Bjørnager og Eskær; det sidste nedlagt i 1970’erne. Arkivalierne omhandler primært gårdene og folkene på gårdene i 1900-tallet. Borgerforeningen laver i sommerhalvåret forskellige arrangementer, som arkivet deltager i. Under kaffen med Pers dejlige arkivkringle blev det sædvanlige spørgsmål stillet: ”Er I på Arkibas”. Svaret var, som vi ofte oplever det: ”Vi ville gerne, men vi mangler indtastere.” Til gengæld havde de så mange ringbind, at det til tider var svært at finde de dokumenter, vi skulle se. Uanset hvordan de fysiske forhold er, er det altid spændende at se de forskellige arkiver, som jo drives af frivillige ildsjæle.
Museumsinspektør Marianne Gjørtz Hougaard: KARTOFFELTYSKERNE
Heden er menneskeskabt. Med bondestenalderens bofasthed steg forbruget af træ til huse, varme, både, redskaber, smede og madlavning, og senere til krigsskibe og trækul, krudt, tønder og krigsbytte, så skoven efterhånden helt forsvandt, og på de sandede arealer i Jylland bredte lyngen sig. Omkring 1750 var kun 2 % af hele Danmark dækket af skov. Samtidig tiltog sandfygningen, og ½ m under overfladen udskiltes jern, som kittede sandet sammen til al. Alle blev fattigere, også kongemagten, og da vi i 1600-tallet mistede Skåne, Halland og Blekinge, svandt kronens skatteindtægter yderligere ind. Kongens vejledere foreslog, at man måske kunne bebo og opdyrke de umådelige, tyndtbefolkede områder i Jylland. De største, sammenhængende arealer lå omkring Karup, så Ludvig von Kahlen blev sendt ud for at måle op for at fastsætte præcist, hvilke dele af heden, der tilhørte kongen, og hvilke dele der tilhørte godsejerne og de ret få selvejerbønder i området (samlet indbyggertal i hele landet omkring år 1700: 700.000!) Det gik langsomt, for de lokale brugere vidste da godt, at det ikke kunne lade sig gøre. ”Skrivebordsgeneralerne” øst for Valby bakke, der ikke anede noget som helst om heden, besluttede at engagere nogle tyske bønder. Måske havde de den vellykkede indførsel af hollandske bønder i 1500-tallet i tankerne, men Amagers muld er ikke den jyske hede. Desuden begik man den fejl, at den tyske hverver var aflønnet pr. overtalt person, så han var ligeglad med, at kun fattigfolk uden særlig landbrugserfaring, og da slet ikke med hedeopdyrkning, lod sig overtale. Men halvdelen vendte om, da de nåede Slesvig. De var blevet lovet, at alt var forberedt til deres komme, hele landsbyer, skole, kirke, redskaber stod parat, men det fremgik tydeligt, allerede så langt syd på, at det vist var en skrøne. 1760 nåede 100 familier, 418 personer, til Århus, som de første. Her nægtede halvdelen at tage ud på heden, men de blev straffet (hvordan vides ikke), og ud kom de. Men godt gik det ikke. De startede enkelte små landsbyer, men kunne ikke finde nok vand. De kunne heller ikke enes indbyrdes, så i 1762 stoppede man for indvandringen og 68 familier blev udvist! For staten havde det været en dyr affære, for for at fastholde tyskerne fik de 2 heste, 1 ko, 2 får, 1 vogn, redskaber og kredit til foder og såsæd og tørv og træ, og oven i skatte- og tiendefrihed i en årrække. Da de oveni blev ved med at holde sig for sig selv og tale tysk, er det ikke underligt, at der også var store konflikter med de lokale, fattige hedebønder, så i 1766 halveredes støtten, hvilket medførte, at 75 af de tilbageværende 150 familier rejste hjem, og det var typisk de dygtigste, der rejste. I 1780 var der 22 landsbyer, 86 gårde og 440 kartoffeltyskere tilbage. Tyskerne kom IKKE med kartoflerne. De stødte muligvis på dem på vej nordpå i Fredericia, hvor huguenotterne, de fra Frankrig ca. 1660 indvandrede protestanter, dyrkede dem. Men øgenavnet kom af, at det var et produkt, de var ene om at sælge på torvet i Viborg. Af de oprindeligt indvandrede blev 51 tyske familier i landet. 7 blev i Randbøl Hede vest for Vejle, 42 på Alheden og 2 i Tikøb i Nordsjælland, hvor man også havde store problemer med hede og sandflugt. 72 familier, der rejste hjem, rejste faktisk videre til Volga, Hvor Katarina den store havde gang i et tilsvarende projekt. Da heden endelig mistede sin uskyld i 1870erne og blev opdyrket, skyldtes det, at Enrico Dalgas blev leder af et af de ret mange, små hedeselskaber. Dalgas var ingeniør og havde dækket Jylland med et godt vejsystem. Han viste derfor en hel del om jordbundsforhold og vidste, at man måtte dybpløje, for at bryde alen op. Det er ikke ham, der har sagt: hvad udad tabes, skal indad mindes. Dalgas var bare en mand, der var dygtig til sit arbejde, og hans hedeselskab blev det herskende. Allerede på den tid var der røster i debatten, der begræd tabet af heden, bl. a. Jeppe Aakjær. Men først efter 2. verdenskrig kom der for alvor gang i fredningerne, og i 1953 skabtes Kongenshus Mindepark i det område, hvor Von Kahlen havde arbejdet. Inden da, i 1911, var Rebild Bakker blevet opkøbt af danske udvandrere, som deres egen mindepark.
von Kahlen er hovedfiguren i romanen ”Kaptajnen og Ann Barbara” og filmen Bastarden .
Hans Gregersen: Underdanmark – livet på samfundets bund. 1800-1933
Vi kan dårligt forestille os, hvor elendigt samfundets bund havde det ”i gamle dage”. Vi kan heller ikke forestille os, at hovedparten af samfundet var bunden. Og så sluttede disse elendige arbejds- og livsforhold endda først i 1933, hvor der endelig blev lovgivet om arbejdstid og fritid. Oprøret fra bunden startede med byens arbejdere, som samledes om Louis Pio i 1871, og som siden udviklede sig til Socialdemokratiet. I 1880erne samlede Marie Christensen tjenestepigerne i København i protest. Deres organisering skulle senere blive til Husligt Arbejderforbund og endelig nåede de nye tider også ud til Underdanmark på landet, stærkt hjulpet af Jeppe Aakjær. Tyendeforeningen var allerede grundlagt i 1907, men først i 1921 kom der love, der sikrede ordentlige arbejdsforhold også der. De bedste fra bunden på landet enten udvandrede eller -de fleste- rejste til byerne, hvor de fik alle de snavsede, larmende, giftige og arbejdstunge job, som den voksende industri havde behov for på snusfabrikker, tobaksfabrikker, sukker- og sojakagefabrikker osv. eller som havnearbejdere eller kullempere, ved renovation i byen og især udbæring af natrenovation. Og der var jo ingen grund til at investere i hjælpemateriel, når der var arme nok til at løfte, - børn kunne da også bruges billigt til meget. Arbejdstiden var 10 timer 6 dage om ugen indtil 1933. Også kvinderne fik fabriksarbejde til meget lavere lønninger end mændene. En del arbejdede hjemme for at kunne passe børn samtidig, men de ugifte blev overvejende tjenestepiger med ufatteligt lange arbejdsdage og ingen fritid. Og boligforholdene: i kældre og på tørrelofter, i kamre og i de utroligt ringe og uhygiejniske boliger, der skød op på Nørre- og Vesterbro i slutningen af 1800-tallet. Tjenestepigerne boede i usle kamre uden vinduer og uden opvarmning, ofte et ryddet spisekammer. Selvmordstallet for tjenestepiger på land og i by i de sidste 50 år af 1800-tallet var uhyrligt højt. Vi kan jo gætte på, at også uønskede graviditeter var medårsag hertil. Men allerværst var forholdene på landet. Hårdt fysisk arbejde i al slags vejr. Ringe aflønning, for man fik jo da kost og logi! Karlekammeret oftest i stalden, hvor man delte senge, med hvad det nu kunne indebære, også for små drenge. Lokum i grebningen bag køerne og vask i gården under vandposten sommer og vinter. Pigerne i et kammer ved bryggerset, for de skulle jo tidligt op og lave morgenmad til karlene. Der var påfaldende mange gårdbrande, der blev anstiftet af tjenestepiger, for det var den eneste måde at komme ud af en rædselsfuld tjeneste på. Der var absolut ikke noget der hed bare at sige op! Og faldt man igennem systemet af nedslidning eller sygdom af mange arter, kunne man komme i kommunens fattighus, senere fattiggård. I det sidste var boligen bedre og maden sikker (ikke nødvendigvis bedre), men også her delte man værelse med ukendte mennesker, og der skulle arbejdes, også selv om man var sengeliggende. Det er ikke noget under, at gennemsnitslevealderen i 1890 var 48,6 år for mænd og 51,4 år for kvinder.
Foredragsholderen foreslog til yderligere oplysning dels sin egen bog Underdanmark, der udkom 2023, dels af ældre dato: En Rabarberdreng Vokser Op af Christian Christensen om Nørrebro og Vredens Børn af Jeppe Aakjær om forholdene for børn på landet. Selv kan jeg anbefale Hans Kirk: Daglejerne. For vi skal jo huske, at hovedparten af danskerne, dvs. de forfædre, som vi så flittigt søger i vores slægtsforskning, voksede op under sådanne vilkår. Det bedste, der kan siges om ”de gode gamle dage” er, at de er heldigvis er forbi.
Hurra for en vidunderlig skarp og tydelig og klar foredragsholder.
a. Kommentarer:
Beretningen blev godkendt.
Efter generalforsamlingen fortalte Jan Rasmussen om Vennebjerg Mølle, dens ejere gennem årene, bl. a. maleren Johannes Hofmeister og møllelauget.
Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig:
Alm. møder kl. 19 i Forsamlingsbygningen, Østergade 9 i Hjørring.
Februarmødet i bibliotekets mødesal i Metropol, Østergade 30 i Hjørring kl. 19, og samme tid ved arkivet i Mosbjerg.
Øl/vand og brød kan købes i pausen ved møderne i Forsamlingsbygningen for 25 kr.
Lørdage på datoerne 13.1, 10.2, 9.3 og 13.4 kl. 9.30-12 i Rådhuskælderen, hvor vi læser deltagernes egne dokumenter.
Alle er velkomne, kom på deltagerlisten ved at maile til per.maack@andersen.mail.dk .