Referat: Sommerudflugt 2026

Sommerudflugt til Ane Maries Hus i Vrensted

Tirsdag d. 26. maj 2026
Antal deltagere:37
Referent: Lise Surland

Ved ankomsten blev vi modtaget af to sande ildsjæle, Rikke Egebak Vestervig og Christa Nolde, som med stor entusiasme førte os gennem husets historie og de fremtidige planer med det.

Huset er bygget af sagfører Anders Olesen efter tegning ag arkitekt V. J. Mørk-Hansen. Anders Olesens forældre var fæstebønder. Anders var den ældste af 13 børn, men alligevel lykkedes det ham at blive jurist i 1877 og sagfører i Nørresundby. 

Han byggede huset til sin mor, Ane Marie, men inden det i 1914 stod færdigt, var hun død, så i stedet blev det en stiftelse til minde om hende. Stiftelsen indeholdt 4 komplette lejligheder med gratis bolig for livstid inkl. lys, tørv og brænde. De blev tildelt 4 værdigt trængende enlige kvinder – ugifte eller enker med eller uden børn. Det var dog et krav, at de kunne klare sig selv. Stiftelsen var i princippet et af landets første alderdomshjem.

Stiftelsen fungerede som bolig for kvinder indtil 1983, hvor huset blev overtaget af Hjørring kommune, der brugte den til børnehave. For få år siden blev huset overtaget af støtteforeningen, som nu er i gang med en grundig restaurering. Den røde stue er det eneste rum, der skal møbleres som på Ane Maries tid. De øvrige rum skal bruges til foredrag og forskellige kreative aktiviteter. Restaureringen sinkes gang på gang af krav fra myndighederne, som f. eks. kræver brandsikring af Anders Olesens stue, der er beklædt med meget træ. Her må de originale træpaneler tages ned og senere sættes på plads igen.

Det kunne være spændende at gense huset, når man er længere fremme eller måske færdig med at restaurere det, og man måske har fundet nogle oplysninger om de kvinder, der har boet i Ane Maries hus.

En spændende aften sluttede med den medbragte kaffe og Jans dejlige udflugts-kringle.

Referat: Besøg hos Lokalhistorisk Forening for Tversted, Uggerby og Sørig

Mandag d. 23. marts  2026
Deltagere 13
Referent: Gunvor Johnsen

De mange lokalarkiver er meget forskellige og derfor spændende at besøge. Tversted Lokal Arkiv holder nu til i et dejligt stort, lyst lokale bag Klitgården. Oprindelig var det beregnet til ungdomsklub, men som der blev færre unge i byen, kunne arkivet overtage lokalerne. Det gamle arkiv var i forvejen forbilledligt organiseret: Tre forskellige farver på æskerne repræsenterede hhv. Tversted, Uggerby og Sørig. Grundlæggeren var fra Sørig, så udgangspunktet var familier fra Sørig og Sørigs historie, men var nu udvidet til de to andre sogne. I besøgslokalet var der hængt gårdmalerier og diplomer, og en lokal tømmermester havde doneret en samling gamle modeller til at lave paneler efter. Ud over hovedlokalet kunne arkivet benytte et stort lokale, som på dagen var optaget af bridgespillere, og et mindre rum til genstande. Dette så vi desværre ikke, men en af de skattede genstande er en dåbskjole fra 1848, som har været fra Sørig til USA og retur. Den er omhandlet i Vendsysselårbogen i 2012.

Der var lidt debat om, hvorfor genstandene, bl.a. dåbskjolen ikke var at se, men man fastholdt, at dette var et arkiv, ikke et museum, og man frygtede, at man ville blive overdynget af skovle, graveredskaber fra mosen og dåbskjoler. Personligt synes jeg godt, man kunne have indrammet dåbskjolen og hængt den smukt op, for den er så usædvanlig for den er smaragdgrøn! Arkivet har et godt samarbejde med lokalområdet. Der indleveres fotoalbums, og de lokale foreninger er flinke til at  aflevere deres protokoller. Udgangspunkt: Så ved man, hvor de er! 

Der var også et pænt besøg af gæster, især folk der søgte deres ungdoms historie eller deres bedsteforældre. Til kaffen og formandens uforlignelige kringle udspandt der sig en debat om, hvordan man får involveret de unge generationer, som ikke læser bøger, og som ikke synes at have så stor interesse i historie. 

Referat: Limfjordens historie

Historiker og direktør for Limfjordsmuseet Anders Bloksgaard
Tirsdag d. 10. november 2026
Antal deltagere: 40
Sted: Forsamlingsbygningen
Referent: Lise Surland

Hvor meget kan man nå at gå i dybden, når man på kun 90 minutter skal føre publikum gennem et område med 1000 km kyststrækning og 7 beboede og 84 ubeboede øer? Navnet Limfjorden er lidt misvisende. Lim betyder kridt, men definitionen på en fjord er ”en dyb, smal kystindskæring med skrænter på begge sider”, ofte med en by i bunden. Limfjorden er i dag et sund, men sådan har det ikke altid været. Da isen forsvandt, var området omkring Limfjorden et øhav, men med landhævningen efter istiden blev den vestlige ende til et øhav med brakvand, mens den østlige del fra Løgstør til Hals var et smalt sund med saltvand. I 1825 slog en kraftig storm hul i Agger Tange. Saltvand strømmede ind, og mens sild, helt og ål forsvandt, kom østers, muslinger og rødspætter til. I 1836 begyndte man at sejle gennem hullet i Agger Tange. Men det var svært at holde hullet åbent, og ud for Løgstør gjorde store sandbanker skibstrafikken vanskelig, indtil Frederik d. 7’s Kanal blev anlagt, så heste kunne trække skuderne forbi. Da en ny storm i 1862 slog et nyt, sydligere hul i tangen ved Thyborøn, valgte man at grave en kanal, som siden er blevet holdt åben ved bygning af høfder og bortgravning af sand. Den førende by i området, Aalborg, fik nu konkurrence fra fjordens øvrige købstæder, der havde naturlige havne, ligesom der opstod markeder i mindre byer med markeder 1 – 2 gange om året. At fjorden var blevet til et sund gavnede skibsfarten, der nu slap for at passere ”Verdens farligste sted”, Grenen. I dag er der kun få erhvervsfartøjer på Limfjorden, og området er blevet et rekreativt område med mange lystbåde. De mest brugte både var: Kågen, der var fladbundet, så den kunne gå ind på lavt vand. Sjægten, der kom fra Norge. Den var en kombination af sejlbåd og robåd, og den havde en dam til levende fisk. Den blev på Limfjorden primært brugt til fiskeri med snurrevod. Pennalhuset var en god fiskerbåd med motor. Med de ændrede vandforhold, da Limfjorden blev til et sund, ændredes som nævnt også fiskebestanden. Den større bestand af muslinger og skaldyr førte til oprettelsen af Østerskompagniet i Nykøbing Mors. Desværre er den europæiske østers nu stærkt truet af stillehavsøsters. Arbejdet med østers var et mandearbejde, mens arbejdet med muslinger var kvindearbejde. Der er nu opfundet maskiner, der kan sortere undermålere fra, og da muslinger kan overleve op til 5 dage, kan man nå at smide undermålerne ud igen. Faktisk er Limfjorden verdens bedste muslingefarvand. Der har været 6 færgesteder fra Salling – de fleste oprindelig besejlet med robåde, men i dag er de fleste færger erstattet med broer.

Referat: Ægteskab på sejlskibskår

Ægteskab på sejlskibskår - Mikkeline og Hydra-Christensens breve gennem 25 år, 1880-1905

Foredragsholder: forfatter Ole Sietam
Tirsdag d. 10. februar  2026
Antal: 18
Ref. Gunvor Johnsen  

I sejlskibenes tid, fra før vikingetiden til omkring år 1900, da dampskibe og senere containerskibe tog over, havde man brug for havne med særlige vindforhold og gode transportveje væk med hest ind i landet. Det var derfor helt andre ting, der bestemte, hvad der var gode havnebyer. Marstal, og i øvrigt også Svendborg på de kanter, er gode eksempler på sådanne ældgamle sejlskibshavnebyer.

I 1890 var der i Marstal indregistreret 300 fragtskibe (i Svendborg 270). Foredragsholderens oldeforældre boede der hele deres liv, han på langfart mens hun stod for alt det hjemlige med 5 børn, mens han var væk i årevis. 

Ved et held kom Ole Sietam i kontakt med en faster i Schweiz. Hun havde arvet en kasse, som havde tilhørt hendes bedsteforældre/ Oles oldeforældre med 1083 breve og kvitteringer, og som nu bare stod til ingen nytte oppe på loftet, da hverken Faster eller hendes børn kunne læse dansk. Ved Fasters død ville kassen bare være blevet smidt ud, så Faster var lykkelig over, at Ole blev så glad for at overtage den. 

I samarbejde med Marstal Søfartsmuseum har Ole udgivet en bog, som dækker de første ca. 150 breve, suppleret med billeder og materiale fra museets egne samlinger og 150 fotografier, som Ole havde arvet fra sin far. En ny bog om senere breve er på vej.

Oldefar arbejdede og uddannede sig op fra sømand til kaptajn, til sidst med andel i eget skib, hvorfor der på hans gravsten i Marstal står ”redder”, selv om det kun var en lillebitte andel i barken Hydra. Derfra tog han navnet Hydra-Christensen. En bark var et lastskib, og med Hydra fragtede han alt fra petroleum til madvarer og tømmer til alle dele af verden, både syd om Afrika til Asien og over Atlanten og syd om Syd-amerika flere gange, en rute der regnes for et af verdens farligste farvande. Han havde et ry som en god og retfærdig og afholdt kaptajn. Han var kristen og accepterede ikke spiritus ombord, ligesom han, så vidt Ole kunne bedømme, ikke var Mikkeline utro. Et brev, som er fundet andetsteds, og som er skrevet af en af sømændene, fortæller, at helt så helligt var det nok ikke for mændene på orlov, men mon ikke kaptajnen har været klog nok til at acceptere det, så længe han ikke lagde navn til.

Hans kone Mikkeline, senere forbedret til Mickeline, rejste flere gange med ham, en gang i et helt år. Når de var hver for sig, skrev de kærlige og ømme breve til hinanden. Han brokkede sig dog nogle gange over, at hun brugte for mange penge - syntes han! 

Rundt om i landet er der bevaret ganske få breve skrevet af kvinderne, så Mikkelines fylder et tomrum ud om hverdagens trummerum og børnenes opvækst. Men ved opslag i lokalavisen ses også, at hun i 1915 involverede sig i kvindernes nye valgret, idet hun i avisen opfordrede de kvindelige læsere til at se på de Konservatives opstillingsliste, for her var det som det eneste sted muligt at stemme en kvinde ind. Hun involverede sig også i arbejdet med at lave indsamlinger til fordel for sømandsenker, som tit sad dårligt i det. 

Efter 40 år på søen går Hydra-Christensen på land og får arbejde i et sø-assurancefirma, for børnene savnede ham. Men lige lidt hjalp det, også der var han tit hjemmefra i lange peroder. Han døde i 1916, hun i 1927. 

Referat: Generalforsamling 2026

Ordinær generalforsamling 

Tirsdag d. 20. januar 2026 KL. 19.00  
Sted: Forsamlingsbygningen 
Antal deltagere:18  
Referent: Lise Surland 

 

1 Valg af dirigent: Jens-Christian Hansen blev valgt og konstaterede, at indkaldelse til generalforsamlingen var rettidigt udsendt d. 19.12.2025. 
Jens-Christian bad om forsamlingens godkendelse af Lise Surland som referent. 
 
2 Formandens beretning Jan Rasmussen aflagde beretning om foreningens arrangementer i løbet af 2025. 
Beretningen blev godkendt uden kommentarer. 
 
3 Aflæggelse af regnskab: 
Jan Rasmussen gennemgik regnskabet for 2025, som viste et overskud på 678,25 kr. 
Medlemstallet er uændret 102 medlemmer. Der er kommet 11 nye medlemmer, og 11 medlemmer er udmeldt eller afgået ved døden. 
95 medlemmer har betalt fuld pris, og 7 har betalt nedsat pris ved indmeldelse sidst på året. 
 
4 Indkomne forslag: Ingen. 
 
5 Budget for 2026 og fastsættelse af kontingent 
• Budgettet fog 2026 blev godkendt. 
• Kontingent: 
o Bestyrelsen foreslår uændret kontingent: 175 kr. i 2026. 
o Forslag fra salen lød på stigning til 200 kr. 
o Generalforsamlingen vedtog uændret kontingent på 175 kr. i 2026, men evt. stigning til 200 kr. i 
2027. 
• Kontingent kan indbetales på MobilePay 8000JL 
 
6 Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer i lige år 
På valg: 
• Gunvor Johnsen – blev genvalgt. 
• Lise Surland - blev genvalgt. 
• Jan Rasmussen – blev genvalgt. 
 
7 Valg af suppleant for 1 år:
Neel Skovgaard blev genvalgt. 
8  Valg af revisor for 1 år: Anna Lise Christoffersen blev genvalgt. 
 
9 Eventuelt • Karin Maegaard roste bestyrelsen for godt arbejde efter Per Maack Andersens død. 
• Dirigenten Jens-Christian Hansen fik overrakt en slægtsforskerbjæsk. 
 
Kontingent for 2026, 175 kr. indbetales på MobilePay 8000JL eller Sparekassen Danmark: Reg.nr.: 9070  Konto nr.: 1625905717 

Efter generalforsamlingen fortalte Saliha Marie Fetteh om sin bog: ”Med vinden som vidne”, 
der udkom i 2024. Her fortæller hun om sin mors slægt gennem 3-4 generationer fra 
slutningen af 1700-tallet til starten af 1900 tallet. Straks man ser indholdsfortegnelsen, bliver 
man klar over, at Saliha har koncentreret sig om kvinderne fra Østergaard, Vestergaard og 
Kjul i Uggerby Sogn. Kun i et enkelt kapitel er titlen et mandenavn. Som slægtsforsker ved 
man, hvor lidt der findes om kvinderne i arkiverne, men lige da Saliha var ved at opgive sit 
projekt, kom hun i kontakt med en gammel kone – en fjern slægtning som vidste alt om livet 
på gårdene 1750-1865. Hendes oldemor havde været gåsepige. Hun kunne fortælle om livet 
på gårdene, hvordan familierne var gift ind i hinanden, og om hvem, der klarede sig godt eller 
mindre godt. 

Referat: Samarbejdsaften 2025

Tirsdag d. 21. oktober 2025
Antal deltagere: 13
Sted: Forsamlingsbygningen
Referent: Lise Surland

På den årlige samarbejdsaften er der ikke indkaldt en foredragsholder, men deltagerne får mulighed for at fortælle om, hvad der for tiden optager dem, eller hvor langt de er nået med deres forskning siden sidste år. Emnerne er meget forskellige:
- Der arbejdes stadig på ”Bedstefar fortæl”, som nu kan få undertitlen ”Oldefar fortæl”. Er det tid at udlevere 1. del nu? 
- Portrætbilledets udvikling fra silhuetter i papirklip > sølvplader > glasplader > fotos på papir.
- En indviklet historie affødt af et postkort fra Minnesota handlende om Niels Christian Larsen Frost. Han havde ingen børn med sin kone, men via alimentationsprotokoller er der fundet 8 børn med andre kvinder, bl. a. en polsk pige.
- Præsentation af et fint slægtstræ.
- Hvem har boet på egnens forskellige gårde? En god træning i at læse gotisk håndskrift.
- Minder om hvordan høsten var i gamle dage. Tankerne blev sat i gang, da de unge i familien begyndte at spørge.
- Finpudsning af mormors slægt. I bogen ”Øster Snede Sogn” er der fundet mange slægtninge.
- Under finpudsning, også af mormors slægt, dukkede tipoldemors storebror op – i en protokol fra Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn, hvorfra han flygtede gennem kaminen og skorstenen. Han meldte sig dog selv næste dag, uden at have lavet nogen forbrydelser.
- Fortsættelse af arbejdet med metaldetektor og Skadeslægten.
- Arbejdet med at finde ud af løgn og sandhed i familiefortællingerne.
- Om bogen ”Udvandrere i krig”, samt om ”Norges” forlis i 1904, hvor 635 ud af 1795 personer omkom.

Referat: Professoren, købmanden og tjenestepigen. Om livet i 1600-tallet

Historiker Jakob Ørnbjerg, Museum Silkeborg
Tirsdag d. 7.10.2025
Antal: 24 med FU
Ref. Gunvor Johnsen

Det er efterhånden relativt nemt at finde vore aners data, men vi vil også så gerne vide, hvordan de levede. Der kommer efterhånden en del litteratur om almindeligt dagligliv, især i byerne. Landbrugerne var der ingen, der specifikt skrev om, med mindre de kom i forbindelse med retsvæsnet. En grund til, at vi begynder at vide så meget, skyldes ”papirrevolutionen” omkring 1600, hvor papir erstattede pergament. Det nye materiale var både meget, meget billigere, let at anvende og let at opbevare. Derfor er der fra da af opbevaret tonsvis af materiale om administrationens, kirkens og retsvæsnets arbejde, og også private borgeres regnskaber og dagbøger kan findes. Foredragsholderen havde bidraget med sådan oplysninger om dagligdag og dagligt liv i bogen ”Danmarks byer fra Renæssance til Enevælde”, der udkom i 2023. Herfra havde han udvalgt 3 personer, som havde levet hver deres liv på forskellige niveauer i bysamfundet. 

I begyndelsen af 1600-tallet begyndte de europæiske byer for alvor at vokse. Det skyldtes, at befolkningsvæksten steg efter pestepidemierne i de tidligere århundreder. Europa voksede fra 80 mio. til 110 mio. i løbet af 200 år. Det betød, at der blev en større efterspørgsel på f.eks. mad og byggematerialer, som igen betød større transport og handel og behov for håndværkere, også over landegrænser. Det betød også dyrere varer, så nogle klarede sig dårligere, mens andre skabte helt ny eliter i byerne, først og fremmest købmændene, som ofte også selv ejede transportmidlerne i form af skibe.

Rasmus Pedersen Thestrup var en af disse købmænd. Egentlig kom han fra små kår, men flid og dygtighed og muligheder gjorde ham til en særdeles velhavende mand i Århus. Rasmus har efterladt sig en familieoversigt/dagbog, hvor han bl.a. fortæller om fire af sine børns død.  Heller ikke velhavere kunne beskytte sig mod børnepokker, hvid pest og lungebetændelse. Ikke uden grund at sundhedsvæsenet i disse år begyndte en udvidelse i form af flere læger og apoteker, om end det meste måske var slangeham og mumiestøv. Den meget tætte bebyggelse af stærkt brandbare materialer gav anledning til mange store bybrande, så der kom også nogle steder et begyndende brandkorps og forordninger om brandslukningsmateriel. Slutningen af 1600-talllet var hårde i Danmark. For først kom de svenske soldater og tog alt, hvad der kunne fjernes, og siden kom den danske konges polske og tyske lejesoldater og tog resten. Rasmus beretter, at han fik tvangsindkvarteret en adelsmand med 31 soldater og 16 heste! Som en rigtig købmand beretter han selvfølgelig i sine erindringer, hvor mange penge det kostede ham!

Professor Holger Jacobsen repræsenterede en højere stand. Hans far var biskop i Århus, og han selv  endte både som professor i medicin, højesteretsdommer og rektor for universitetet i København. Han var et højt begavet menneske med stor viden om mange forskellige emner. Han rejste meget, og overalt målte han og talte op og søgte historiske oplysninger. Således ved vi fra hans jyllandsrejse meget om, hvad der var at se i de besøgte byer, om deres vejbelægning, byggestil, om deres kendteste handelsvarer (handsker i Randers; skydevåben og øl i Aalborg!) og larm. Han havde også øje for snavs. Ikke kun det personlige og snavs i gaderne, men også urent vand og brønde for tæt ved møddinger. På den tid var de danske byer nærmest landsbyer med grise og køer og høns og kålhaver og alt deres affald inden for bymuren.

På bunden af samfundet finder vi stakkels Maren Pedersdatter fra Stenum. Som 43-årig, ugift tjenestepige kommer hun i huset i Ålborg, og sjovt har det ikke været, for på et tidspunkt beslutter hun på meget dramatisk vis at slå den 15-årige barnepige ihjel, hvorefter hun går rundt i Ålborg og fortæller det til alle, hun møder, hvorefter hun går hjem igen og slår liget endnu engang med øksen og går rundt i byen igen. Helt uforståeligt for vore dage, men da hele hendes retssag findes med hendes udførlige beskrivelse af sagens kendsgerninger, ved vi, at hun er en ”selvmordsmorder”. Det var aldrig særligt kendt i Danmark men tankegangen bag var, at hvis man begik selvmord kom man i helvede. Begik man mord, var det nogle andre der slog en ihjel og hvis man angrede først, kom man i himmelen. Imens retssagen fandt sted, var man omgivet af præster, der elskede en angrende synder, så aldrig har hun været så elsket som da. For sin sjæls salighed blev hun halshugget. 

Referat: Sygehusjournaler som kilde

• Historiker Erik Kann
  Tirsdag d. 9.9.2025
  Antal: 32 incl. nogle seminarielelever og Aalborgmedlemmer
  Referant: Gunvor Johnsen 
• 
  
• Det var foredragsholderens overbevisning, at hvis vi først havde lært at tænke som en rigsarkiver, så var det meget nemt at finde alt, hvad vi måtte drømme om, også sygejournaler. Alt ville være på rette plads. Problemet for os er så at vide, hvordan en arkivar tænker!
• Før 1806 blev syge, med enkelte undtagelser, passet i hjemmet. Hvis man er heldig kan præsten have indført noget om sygdom ved dødsfald. Ellers må man tjekke, om der i området evt. var klostre eller et af de få sygehuse i området, som har bevarede arkiver. Her blev man kun indlagt, hvis man regnede med, at patienten kunne overleve. 
• Det første lokale sygehus var i Esbønderup 1755 (med fint bevarede arkiver). Frederiks Hospital i København kom i 1757. Med bondereformerne og herremændenes mistede rettigheder og dermed  også godsarkivernes berettigelse ændres samfundsstrukturen totalt, og staten påbegyndte et offentligt sygehusvæsen. Efter 1806 fik alle amter påbudt ved lov, at der skulle bygges amtssygehuse med 24-30 senge. Op til 1840 blev der kun bygget 30 sygehuse, men derefter tog det fart, også med et større sengetal. Ikke bare amterne, men også kommunerne byggede hospitaler og enkelte specialiserede sygehuse kom også til. Her må man søge i amtsarkiverne for de første, i kommunearkiverne for de kommunalt betalte og for staten for de sidste (Blinde, åndssvageforsorgen, epidemisygehuse og lign.). Man kan måske også finde noget i fattigvæsnets lokale arkiver. Som oftest må vi selv gætte, om vores aner har været på hospitalet. Lidt hjælp kan findes fleres steder, efter 1891 skriver præsterne, i de nye skemaer, hvor en person er afgået ved døden, og der kan så stå På amtssygehuset/På Kommunehospitalet eller andet brugbart. Er de ikke døde på sygehuset, må man finde, hvilke sygehuse, der ligger i lokalområdet, og tjekke dem alle. Om vores aner overhovedet har været syge uden at dø af det, kan være rent gætværk. Også folketællingerne kan være en hjælp. Før 1860 optælles folk de jure, dvs. der hvor de hører hjemme, uanset hvor de befinder sig pt. Efter 1860 opskrives man de facto, og hvis man så er på hospitalet, opskrives man i det fraværende sogn på tillægslisterne, som vi tit overser! Man må så finde det pågældende hospitals’ plads i folketællingen (efter 1870) og kan der se de indlagte. 
• For de nørdede, for her opgav sekretæren at finde rundt i, hvordan man fandt hvad: Lægdsrullernes bogstavkoder og militærets Rapportbøger informerer om medfødte skavanker og sygdomme. Hospitalernes Medicinalberetninger kan findes frem. Her er skrevet dagbogsrapport fra dag til dag og om hver enkelt patient. Endelig har AO fået en rubrik, der hedder Arkivalier og datasæt, hvor meget kan findes frem. Denne rubrik vil formentlig erstatte Daisy en dag.
• 
  
• Slides fra foredraget kan fås ved henvendelse til webmaster Kathe Larsen.

Referat Sommerudflugt 2025

Guide: Per Nielsen

Tirsdag d. 13.5.2025
Sommerudflugt til Lønstrup: Naturkatastrofen i 1877
Antal: 16
Ref. Gunvor Johnsen

Når man står i den bageste ende af parkeringspladsen ved Den Blå Cafe og kigger ud mod klitterne, kan man godt se, at både til højre og til venstre ligger husene i samme niveau, og det er en del højere end vejen mod stranden. Og vi ved alle, at på den anden side af vejen ligger der en stor slugt med en lille bitte å i, men hvor pokker kommer den å fra? Hvis man så går rundt om krattet, ”bagvæggen”, på P-pladsen, opdager man endnu en kæmpe slugt. Så åen må løbe i rør ind under P-pladsen, og den ene slugt er en forlængelse af den anden. Det fortælles, at ejeren af gården, der ligger her, og naboen mod vest, købmand Segelke, der ejede det store hus ud mod Lønstupvej, kunne gå ned i deres baghaver og give hinanden hånden tværs over den lille å, så hvad er der lige sket her? Det får man en bedre forståelse af, hvis man i stedet begynder sin tur ved at gå ad stien bag om Glashuset. Der krydser man først en lille bitte bæk, der løber østen om byen, på vej mod havet. På højre hånd har man det meste af tiden en stejl skråning, hvor der midtvejs er en meget stejl trappe op til kirken, og her starter forklaringen på hændelsen, der førte til slugt og P-plads.

Sommeren 1877 havde været usædvanligt våd, så grundvandet stod højt og sandet var vanddrukkent. Det hører med, at der under sandet i Lønstrup ligger et lag meget tæt ler, som gør, at der er grænser for, hvor langt ned vandet kan synke. Lige denne dag, den 11. august, var der en isoleret, sort sky, der bestemte sig for at gøre holdt over kirkebakken og der tømme sig for vand. (Sommervarmt vand indeholder meget mere vand end en kold vintersky pr. m3 luft.) Alt det vand, der var i dette skybrud, løb selvfølgelig mod det laveste sted, og det er ned ad bakke og ud i åen, for på vej ned kunne det ikke opsuges i nævneværdig grad af den allerede vandfyldte, omgivende jord. Man skal huske, at kysten lå noget længere ude end i dag, i gennemsnit 2 m pr. år siden da, og derfor var der ikke noget særligt fald på åen før meget længere ude end i dag. Den lille å blev derfor meget hurtigt fyldt op af vand med fart på, og når der gik hul i å-kanternes vegetation, var der ikke andet end sand i skrænten, og det blev ved med at glide ned og blive skyllet med. Vi taler om store mængder vand, dels p.gr. af skybruddets størrelse, dels på grund af, at alle (vand-)veje alene førte ned i åen. Resultat: den store kløft, der ses før og efter P-pladsen. Heldigvis var det om formiddagen på en sommerdag, så alle dyr var ude, fiskerne var på havet og kvinder og børn var i arbejde. Derfor døde hverken dyr eller mennesker. Men 16 huse, der lå langs å-bredden, blev totalt skyllet væk. Det fortælles, at den 14-årige Laurits stod på broen over åren og interesseret fulgte alt det vand, der kom. På sydsiden af åen lå en af Segelkes stalde, så fru Segelke kaldte på Laurits og sagde, at de skulle se at få de 8 stude ud, der stadig stod på stald der. Knapt var Laurits kommet op til stalden, før broen var væk! Så også Laurits og studene blev reddet. Den halve stald forsvandt. Billeder af slugten gik med aviserne rundt i landet, og der blev organiseret en landsindsindsamling. Det indsamlede beløb var på størrelse med alene Segelkes tab, men han afstod fra at modtage penge og betalte endog en ny brønd, for grundvandsspejlet var jo sænket ved den dræning,  som afvandingen havde medført, så brøndene i den nu højere liggende by løb tørre for vand. Alle pengene gik derfor til de fattige, som havde mistet alt. Segelke opførte ikke sine lader og gårde igen. Jernbanen var kommet til Hjørring (1871), og han havde set, at skudehandelen fra Lønstrup sang på allersidste vers. Og P-pladsen? Ja, i næsten 100 år måtte man i Lønstrup godt ned ad bakke, over åen og op igen for at komme fra sydbyen til landingspladsen, indtil Hjørring kommune og Lønstrup by i 1970 syntes, der manglede en P-plads inde i byen. En husejer længere oppe ad å-løbet havde en stor skrænt bag sit hus, men ikke nogen have, så han ville godt af med noget skrænt. Som sagt som gjort: kommunen hældte hans skrænt i slugten, og så kom P-pladsen til verden.

Referat: Fædrene åd sure druer

Historiker Claus Bryld

Tirsdag d. 8. april 2025

Antal deltagere:52, heraf 16 fra SLFHJ

Sted: Hjørring Bibliotek

Referent: Lise Surland

Claus Bryld blev født i 1940. Hans fornavn viser hen til faderens venskab med den danske leder af DNSAP Frits Clausen. Claus Bryld er historiker og arbejdede 1969-73 ved Københavns Universitet og 1973-2007 ved Roskilde Universitet, hvor han var lektor, docent og senere professor i moderne historie. Han er søn af den danske nazist Børge Bryld, hvis 3 brødre også var aktive i det danske nazistparti under besættelsen. Bogen er en erindringsbog, der blev udgivet første gang i 1995, men er udkommet i en ny udgave i 2024. Denne udgave er en blanding af personlig erindring fra tiden 1944 til 1971 og historie, der bygger på de nu frigivne dokumenter fra besættelsestiden og retsopgøret. Claus Bryld er opvokset i et hjem med en meget autoritær fader. Når han var kommet i seng om aftenen, var der mange ting, han gerne ville have spurgt faderen om, bl.a.: Hvorfor blev faderen nazist? Hvordan var det at sidde i fængsel? Hvorfor rejste han sammen med familien til Tanger? Og han ville gerne naturligt kunne sige ”far” til ham, forklare ham, hvad han gjorde forkert, når han ikke kunne vinde sine børns kærlighed. Claus Bryld ville ikke dømme faderen, men gerne forstå ham. Men han fik aldrig stillet spørgsmålene, inden faderen døde, da Claus Bryld var 18 år. Claus Bryld brugte som barn og ung mange kræfter på at skjule, hvad hans far lavede, så i skolen sagde han, at faderen var landsretssagfører. Claus Bryld har brugt en stor del af sit liv til at bearbejde sin barndom og ungdom med konstant frygt for, at faderens historie skulle blive brugt imod ham. Når han som voksen beskriver den tid og sit opgør med forældregenerationen, er det ikke for at fordømme, men for at forstå, og for at forklare, hvorfor hans egen udvikling gik i en helt anden retning, både menneskeligt og politisk.

Referet: Udfludt til Det Danske Udvandrerarkiv, Aalborg

Bente Jensen og Jens-Peter Fage

Tirsdag d. 25.3.2025
Antal: 14 
Sted: Udvandrerarkivet i Aalborg
Ref. Gunvor Johnsen

Omkring århundredskiftet 1900 gik det op for flere i USA, heriblandt udvandrersønnen fra Spritfabrikken i Aalborg, Max Henius, at udvandrernes historie repræsenterede noget særligt, som var ved at forsvinde i det moderne USA. Disse iværksatte derfor en indsamling af breve, fotografier, tidsskrifter, foreningsmateriale, dagbøger og alt muligt andet, der hørte til historien om den store emigration til ”den amerikanske drøm”. I første omgang blev materialet sendt til Aalborg, hvor det fik til huse på Sohngaardsholm, siden blev det flyttet ind til byen og danner nu grundlaget for udvandrerarkivet i Arkivstræde. 

Man modtager stadig materiale fra USA og fra arvegods i Danmark. Der er ikke andre steder i Danmark, hvor det kan sendes til, heller ikke Landsarkivet eller Rigsarkivet. På et tidspunkt kunne arkivet ved kommunal beskæftigelse af 33 arbejdsløse i et par år få igangsat udskrift af politiets lister over udvandrede. Desværre må man finde andre opslagsmuligheder, hvis udvandringen er sket før 1868, hvor politiet endnu ikke var begyndt på listerne, eller hvis udvandringen er foregået over udenlandske havne.

Bente Jensen, arkivar på Aalborg Stadsarkiv, viste med illustrative overheads, hvor stor udvandringen var. Fra 1828-1931 udvandrede 333.021danskere til USA. Fra Resten af Europa 33.338.255 og fra resten af verden 5.520.896. I 1828 var der formentlig 4 millioner amerikanere (+ indianerne). De største indvandrerår var 1860erne til 80erne, men den store indvandring fra Danmark sluttede først omkring  1920. I 1862 kom homestead-loven, hvor selvstændige landmænd billigt kunne erhverve sig 60 hektar uopdyrket land. Det er derfor ikke mærkeligt, at 93% af de indvandrede danskere var landbrugsarbejdere. 26% var tyende eller arbejdere fra byerne, mens 19% var håndværkere og lærlinge. Og de 20-29-årige mænd var i stort overtal. Størstedelen af materialet på arkivet er fra USA, for langt den største udvandring foregik hertil. Push-pull-effekten dækker over, hvad der ”skubbede folk ud” af Danmark, og hvad der ”trak ind” i modtagerlandet. En af de store pull-effekter var, hvor man allerede kendte nogen. Det kunne være naboer, søskende eller arbejdskammerater, og det er derfor ikke mærkeligt, at der er ganske bestemte områder i USA, hvor man finder hovedparten af danskerne. Udvandringen til Argentina og Canada og New Zealand toppede senere, og udvandringen dertil var derfor ikke så stor. De, der ville rejse, var allerede taget afsted til USA.

Under 1. verdenskrig opstod der i USA en modvilje mod, hvad der kaldtes bindestregsamerikanere. Var man nu også en rigtig amerikaner, som ærligt ville gå ind i krigen som amerikaner, hvis man fastholdt, at man også var noget andet? Især gik denne mistro ud over tysk-amerikanere, hvor endog to blev lynchet. Også en stakkels finne, som mente, at hvis han skulle i krig, kunne han lige så godt tage hjem og kæmpe i den finske hær, måtte lade livet. Han var endda ærlig nok til at frabede sig det amerikanske statsborgerskab, men i tjære og fjer og op i galgen måtte han.  Og dansk-amerikanerne? Vile de ikke bare med for at få Sønderjylland tilbage til Danmark? Var det ikke bare ”snavset af danskerne”, der var udvandret osv. osv. Jens-Peter Fage fortalte om 270 kasser med alt muligt, der befinder sig på arkivet, og som han har kigget i. De er formentlig hjemsendt af Max Henius, som i øvrigt også var med bag Rebildkøbet. Det er materiale, der tilhørte en organisation, der kun bestod i eet år fra 1917 til 18: Jacob Riis Leage of Patriotic Service, opkaldt efter den i USA meget kendte, danske fotograf, der var ven med Roosevelt. Foreningens formål var at være bindeled mellem de danske foreninger og de amerikanske myndigheder, for at overbevise disse om amerikanske loyalitet.  Dette kunne jo bl.a. ske ved opkøb af krigsobligationer og krigs-sparemærker. Kun amerikanske statsborgere kunne være medlemmer!       

 Også var der fotografier af udvandrerliv og arkivkringle

Referat: Præsterne uden for kirkerne

Torben Albret Kristensen

Tirsdag d. 13.3. 2025
Antal: 27
Sted: Forsamlingsbygningen
Ref. Gunvor Johnsen

I mange århundreder var sognepræsterne den yderste, akademiske forpost ud i havet af ”menigmand”. Alle under ham kunne mest sandsynligt ikke læse eller skrive. Det var derfor logisk, at beskeder nedad i systemet kom til alles kundskab fra prædikestolen. Folketællingerne i 1787 og 1801  blev således også foretaget af præsten. Først kom gårdmændene til præstegården en bestemt dag, og de blev bare skrevet op, efter hånden som de mødte op, og derefter husmændene på samme måde. Der er derfor ikke nogen  geografisk systematik i disse to tællinger andet end, at alle bor indenfor samme sogn. Efterhånden som administrationen ville have mere kontrol med befolkningen, hvem, hvor og hvad de lavede, og da der kom flere og flere forordninger, der blev uddelegeret til sognene, var det derfor heller ikke mærkeligt, at sognepræsten sad i alle sognets kommissioner, hvor han som den skrivekyndigste ofte var både formand og sekretær. Havde han flere sogne, måtte han sidde som formand og sekretær i hvert sogn, for hvert sogn skulle have deres egen kommission. Så ud over kirkebøger, kirkehandlinger og prædikener havde præsten rigeligt at lave. For udover kommissionsarbejdet skulle han besøge syge og mægle, hvis nogen ville skilles; han skulle føre til- og afgangslister og udlevere skudsmålsbøger; han skulle kontakte lægdsrullerne, når mandfolkene flyttede eller der var nogen, der var gammelmandssøn. (Dvs. hvis ens far var så ringe, at han ikke længere kunne passe bedriften, og man var eneste søn. Så kunne man nemlig blive fritaget for  militærtjeneste. Det skulle præsten attestere). Også politiets kontakt var han. Først med sognerådenes indførelse i 1840erne blev der lidt aflastning, men også her var der i mange år adskillige medlemmer, som ikke var for gode til det boglige. 

Foredragsholderen gennemgik følgende emner, og ved hvert angav han, hvor man kunne lede efter sagsakter om det pågældende emne:

• Præsten og skolevæsenet. Præsten havde tilsyn med både lærere og elever helt til 1933. Ved elevfravær skulle der betales mulkt, som præsten også stod for at indkræve, og fravær var der meget af, når landbrugsarbejdet krævede det.
• Præsten og fattigvæsenet. Præsten havde opsyn med fattighuse og fattiggårde. Penge til værdigt trængende opkrævedes hos bønderne, og han kunne søge legater til arbejdet. Nogle havde også anvisningsret over stiftelser.
• Præsten og skattevæsenet. Præsten var pligtig at holde mandtalslister. Sammen med udvalgte lokale blev de enkelte i sognet sat i skat efter hartkorn og evt. andre forhold, og det blev bestemt, hvad hver især skulle bidrag med til fattigkassen. Der kunne være en ære i at være den største betaler! Mandtalslisterne var især vigtige, når der skulle udskrives ekstra skatter. 
• Præsten og sundhedsvæsenet. I løbet af 1700- & 1800-tallet blev landet inddelt i lægedistrikter. Én læge pr. købstad med stort landareal. Præsterne havde pligt til straks at indberette udbrud af smitsomme sygdomme. Da koppevaccine blev godkendt, kunne personer uden attest eller uden kokoppe-ar ikke blive konfirmerede, dvs ikke få en skudsmålsbog (=ikke få et arbejde hos andre) eller blive gift. Dette skulle præsten derfor have styr på, og det kender vi jo fra bemærkningerne i kirkebøgerne. I 1810 var der opstået en pukkel af uvaccinerede. Præsterne fik derfor et lynkursus i selv at vaccinere. Samme år blev der indført jordemoderdistrikter, som der også skulle føres kontrol med. Præsterne kunne evt. indstille lokale kvinder til uddannelsen, som kun foregik på Den Kgl. Fødselsstiftelse i Kbh., så det var jo en stor ære. Der skulle  også indberettes årligt til stiftsfysikus, hvor mange apotekere og kvaksalvere, der var i området!

Undervejs fik referenten styr på to private ting. Hvorfor giftede studenten på teologistudiet sig som 21-årig med en rædselsfuld kvinde, som han havde gjort gravid? JO, en uddannet præst måtte ikke have gjort sig skyldig i usædelige forhold. I så fald kunne han ikke få arbejde de første to år og aldrig ikke i det sogn, hvor lejermålet var foregået. Han blev senere, uden eksamen, skuespiller. Og: Tårnby sogn på Amager, med de fede bønder, var et endog meget rigt sogn, som betalte præsterne godt. Ovennævnte students barnebarns ægtemand fik sit allerførste arbejde i Tårnby. Havde han gode forbindelser? Næh, han havde bare flotte eksamenskarakterer. Han blev senere først domprovst i Holmens Kirke og så biskop i Ribe. 1 1787 fik førstekaraktererne de job, der gav mere end 900 rdl. i årlig løn, 2. karakterer kunne søge 700-900 rdl.-jobbene og 3. karakter kunne så søge de job, der gav under 700 rdl. –og de lå praktisk talt alle sammen i Vest- og Nordjylland.

Referat: Grundtvig og folket, adel og bønder, fra adelsstyre til folkestyre

Steen Ole Jørgensen

Tirsdag d.11. februar 2025
Antal deltagere:17
Sted: Forsamlingsbygningen
Referent: Lise Surland

Steen Ole Jørgensen er uddannet journalist og lærer, og har arbejdet ved Danmarks Radio, været freelance journalist, lærer og leder af en friskole. Han har skrevet en serie på 5 bøger om demokratiets udvikling. Siden 2015 har han holdt foredrag om demokratiets udvikling. Efter at have boet 50 år i Århus er han nu vinbonde i Morild.

I 1769 var der 5.000 landsbyer i Danmark. Gårdene var samlet omkring gadekæret, og markerne var fordelt i små strimler, så alle fik lige meget af den gode og den dårlige jord, og man måtte dyrke markerne i fællesskab. De fleste gårde var fæstegårde, og meget af den bedste arbejdstid gik med hoveri hos herremanden. Foruden arbejdskraft skulle fæstebonden også levere redskaber til arbejdet på herregården. Landet blev styret af den enevældige konge og adelen. De store landbrugsreformer, der blev startet i slutningen af 1700- tallet var grundigt forberedt og forløb fredeligt. Kodeordene var: Effektivisering (udskiftningen gjorde, at gårdens jord blev samlet og gården flyttet ud til sine marker), bedre vilkår, selveje, socialhjælp, fri mobilitet (opgør med stavnsbåndet). Bønderne blev ikke rigere, for i stedet for fæsteafgift, skulle der betales afdrag og renter, men man arbejdede nu for sig selv. Med denne fredelige revolution opstod  der flere sociale klasser: godsejere, gårdejere, husmænd, landarbejdere og tyende samt landsbyerhverv (f.eks. smed). Ved jordlovene i 1919 afgav kirken og staten jord, så der blev oprettet 28.000 statshusmandsbrug. Struense var kommet til Danmark som livlæge for Christian d. 7, men fik hurtigt politisk magt. I sin korte tid ved magten arbejdede han for en ændring af magtstrukturen: Adelens og kirkens magt blev forringet, og folket (= bønderne) fik flere rettigheder. I 1814 blev skolepligten indført for alle børn. Den er senere ændret til undervisningspligt. Med grundloven 1849 indførtes konstitutionelt (indskrænket) monarki, en mere demokratisk styreform - dog ikke i hertugdømmerne, selv om kongen var hertug dernede. Grundtvig var fra starten modstander af det spirende demokrati, som han kaldte pøbelvældet, men efter at have deltaget i Stænderforsamlingen i Roskilde skiftede han mening, så han endte med at være en del af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Hans største fortjeneste er dog oplysningsarbejdet og oprettelsen af højskoler. I 1901 indførtes parlamentarismen: Det regerende parti må ikke have flertallet imod sig. 1915 fik også kvinder og tyende valgret. Valgretten gjaldt for personer fra 25 år, der havde indfødsret og fast bopæl i Danmark.

Referat: Generalforsamling 2025

Generalforsamling 

Tirsdag d. 21. januar 2025
Sted: Forsamlingsbygningen 
Antal deltagere: 23 
Referent: Lise Surland  

1.  Valg af dirigent: Jens-Christian Hansen. Blev valgt. Han konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indvarslet.  

2.  Formandens beretning: 
a.  Formand Jan Rasmussen aflagde beretning vedr. foreningens arrangementer i 2024.  Beretningen blev enstemmigt godkendt. 
b.  Jan Rasmussen holdt herefter en smuk mindetale om Per Maack Andersen, der var formand for SLFHJ i mere end 40 år, og afsluttede med 1 minuts stilhed.  

3.  Aflæggelse af regnskab for 2024: Kasserer Jan Rasmussen gennemgik regnskabet     Der var ingen kommentarer til regnskabet, som blev godkendt.  

4.  Behandling af indkomne forslag: Der var ingen indkomne forslag.  

5.  Budget og fastsættelse af kontingent for 2025: Jan Rasmussen gennemgik budgettet for 2025 og foreslog uændret kontingent på 175 kr. Begge dele blev godkendt.  

6.  Valg:  
a.  Bestyrelse: Kathe Larsen blev genvalgt, og Jens-Peter Fage blev valgt. 
b.  Suppleant: Neel Skovgaard blev valgt. 
c.  Revisor: Anna Lise Christoffersen blev genvalgt.  

7.  Eventuelt: 
a.  Jan Rasmussen orienterede om, at Forsamlingsbygningen har bestilt nyt lyd- og billedanlæg til montering i 1. kvartal 2025. 
b.  Spørgsmål vedr. sommerudflugt: Nord for Limfjorden.  

Kontingent, 175 kr. indbetales på   MobilePay 4179DN eller Sparekassen Danmark: Reg.nr.: 9070  Konto nr.: 1625905717   

Efter generalforsamlingen fortalte bestyrelsesmedlem Jens-Peter Fage om udvandrerskibet NORGEs forlis. Skibet, der blev bygget 1881 som kreaturskib, blev i 1889 ombygget til passagerskib og i 1898 overtaget af DFDS-Amerikaline. I 1904 blev det godkendt til ca. 800 passagerer. Skibet sejlede fra København d. 22. juni 1904. Efter opsamling i Kristianssand og Kristiania skulle skibet nu med 727 passagerer, heraf 129 danskere, og 68 besætningsmedlemmer sejle nord om Skotland. En af passagererne var Kristen Julius Nielsen fra Sindal, som havde 2 søskende i USA.  I den tætte tåge var skibet sejlet ad en sydligere rute, end det plejede, og den 28.  juni stødte det mod det undersøiske rev, Helenrevet. Da kaptajn Gundel så vragrester omkring sit skib, troede han, de var stødt på et vrag, så han gav han ordre til at slå bak for at komme fri. Det betød, at skibet tog mere vand ind end pumperne kunne klare. Det sank på kun 20 minutter.  Der var 8 redningsbåde med plads til 277 personer på et skib med 727 passagerer og 68 besætningsmedlemmer, men kun halvdelen af bådene havde udstyret i orden. Der opstod naturligvis kaos, især da kun 5 af bådene kom i vandet. Vidneudsagn tyder på, at der blev affyret varselsskud for at dæmpe gemytterne. Ved Sø- og Handelsretter blev kun besætningsmedlemmer afhørt. Ruten var forsvarlig med forsigtighed, men ikke i dårligt vejr. Kaptajn Gundel blev frikendt, men skulle betale omkostningerne, 2 x 300 kr. Rederiet og DFDS blev frikendt. Erstatning fra rederiet: 50 kr. for tabte ejendele + 10 kr. i lommepenge. Enker fik 500 kr. + 100 kr. om året pr. barn under 15 år. Grosserersocietetet gav 40 – 1800 kr. til passagerer og besætningsmedlemmer, men mange blev afvist. Kaptajn Gundel kom ikke ud at sejle igen, men forblev ansat i rederiet.
NORGEs forlis fik aldrig samme opmærksomhed, som TITANIC fik, da det 8 år senere forliste. Mon grunden skulle være, at mens NORGE var et gammelt, ombygget skib, var TITANIC et helt nybygget, luksusskib, der, skønt det ikke skulle kunne synke, kolliderede med et isbjerg og sank på sin jomfrurejse. 

Referat: Det danske postvæsens jubilæum

Lars Kjærgaard, Aarhus

Tirsdag d. 10. december 2024
Antal: 30
Forsamlingsbygningen
Ref. Gunvor Johnsen

Den 24. december 1624 underskrev Christian d. 4. en reces om et regulært postvæsen med faste ruter gennem landet. En reces var nærmest en lille dellov blandt mange andre, og det var selvfølgelig ikke Christian selv, der udfærdigede loven, men det fremgår af det oprindelige forslag til ruter og de endeligt vedtagne, at han her, som i alt andet, blandede sig. Bl.a. ønskede han ruten til Holsten og op gennem de Skånske lande udvidet, men en rute gennem Vendsyssel syntes han ikke var nødvendigt. Vendelboerne, som i øvrigt alle vestjyder, kunne ved lejlighed dukke op på kontoirerne (udtales på fransk) for at se, om der skulle være post til dem. Herremændene og andre med behov, f.eks. de store skudehandlere, udnævnte derfor en ”opsamler” til jobbet. Fra Vendsyssel måtte opsamleren til Aalborg. Posten blev bragt frem med ryttere eller åbne vogne, men da posten ofte nåede frem, tilsølet, regnvåd og også stærkt forsinket, fordi kuskene tog passagerer med, fabrikerede man allerførst i 1800-tallet den berømte gule kuglevogn, hvor brevene lå beskyttede, ikke gned mod hinanden, og hvor der ikke kunne fragtes mennesker i. Betaling foregik ved afsendelse for noget af ruten og modtageren betalte for resten ved modtagelsen. Over lange afstande måtte der jo skiftes heste og ved f.eks. bælterne også vogn, og kuglen kunne derfor spændes af og flyttes over på nyt køretøj. Dette flerdelte betalingssystem var overordentlig upraktisk for post til udlandet, så i 1840 dukker engangsbetalingen i form af frimærkerne op i England. På det tidspunkt forsvinder også behovet for den hestetrukne transport og udbringningen overtages af først tog, siden bil. En 400 år gammel bog med denne postreces har altid tilhørt familien ved Ledet i Skøttrup øst for Løkken. Hvorfor bogen har det, står hen i det uvisse, for familiegården var bestemt ikke af en sådan størrelse, at de havde behov for at vide noget om posten. Måske snarere de recesser, der handlede om landbrug, for i flere generationer har familien været temmelig veluddannet, kunnet læse og skrive og hjulpet andre i lokalsamfundet, når der var behov for hjælp. En af dem kunne ovenikøbet latinsk, dvs. læse de latinske bogstaver, som brugtes om stednavne og embedshandlinger i officielle papirer midt i den gotiske håndskrift. Her i Vendsyssel er Larsen-Ledet et velkendt navn fra den offentlige debat først og midt i 1900-tallet. Foredragsholderens mor var en Ledet. Når den nuværende ejer dør, skal Lokalarkivet i Hjørring arve bogen.

Referat: En usædvanlig livshistorie

Charlotte Juhl, Vejle

Tirsdag d. 12. november 2024
Antal deltagere:17
Sted: Forsamlingsbygningen, Hjørring
Referent: Lise Surland

Jan indledte aftenen med at læse en tak til SLFHJ fra Pers enke Lilly.
Charlotte Juhl mindedes et godt samarbejde med Per.

Den usædvanlige historie handler om Charlottes farmor, Nielsine Marie Nielsen, kaldet Maria, der blev født på Børglum Mark i 1891 af en ugift mor. Maria kom i pleje på et husmandssted, inden hun ca. 3 år gl. kom på fattiggården. I 1898 blev hun adopteret af et barnløst ægtepar i Hjørring, bankbud Lars Christian og Martha. Marias morfar var smed i Aalborg og mormoderen var hjemmegående. Hendes farfar var præst fra Koldingegnen, og farmoderen var ligesom mormoderen hjemmegående. Forskning i slægten viser, at også Marias mor, der kom fra Hjørring, var uægte barn. Charlotte kender ikke meget til Marias slægt, mens hendes farfars, Hans Oluf Juhls, kan føres tilbage til 1771. Maria startede i pogeskole og efter 2 år kom hun på en pigeskole (betalingsskole). Senere gik hun på aftenskole, kom på dommerkontor og var senere i huset i Ørsted præstegård. Hun tog præliminæreksamen i 1912. Hun mødte sin mand, Hans Oluf, inden hun i Leeds fik en sygeplejerske-uddannelse. Hun blev dog kaldt hjem, da hendes mor var syg. Hun havde lyst til at komme ud i verden, så hun tog en 2-årig uddannelse på en missionsskole i Hellerup, inden hun sammen med lægemissionæren Christian Frimodt-Møller rejste med Stavangerfjord til Amerika. Hun rejste på tværs af USA til San Francisco, videre til Indien, hvor Hans Oluf pr. brev friede til hende, mens han selv var hjemme i Danmark. Langt om længe kom Hans Oluf til Kina, i 1920 blev de gift. De fik 3 børn, hvoraf det ene døde. Efter 7 år som missionærer i Kina vendte de i 1926 p.gr.a. Marias helbred hjem til Danmark. Maria skrev senere, at der var et godt venskab blandt missionærerne, men de fik ikke omvendt ret mange, dog flest de steder, hvor der blev bygget kirker. Maria mødte aldrig sin biologiske mor, men havde brevkontakt med sin moster. Efter hjemkomsten blev Hans Oluf præst i Føvling. Senere kom de til Hobro, og efter Hans Olufs pensionering flyttede de til Sjælland og senere til København, hvor Hans Oluf døde i 1965. Maria døde i 1977, 86 år gl. Ingen havde vist forestillet sig, at den lille uægte pige, der blev født på Børglum Mark i 1891 skulle få et så spændende og indholdsrigt liv.

Referat: Plejebørn, tyveknægte og andre skæbner

Registrator i Rigsarkivet Peter Wodscou Christensen

Tirsdag d. 22. oktober 2024
Antal:24
Forsamlingsbygningen
Ref. Gunvor Johnsen

Foredragsholderen havde valgt at belyse dagens emne gennem 4 historier fra hans egen familie. Først og fremmest viste foredraget, hvor meget man kan finde om vores aner, hvis bare man er flittig nok og især sætter sig ind i, hvor mange forskellige arkiver, der findes, hvad de indeholder, og hvor de befinder sig. Men under alle omstændigheder kræver det tålmodighed, vedholdenhed på grænsen til stædighed, fantasi og tid. Og så hjælper det jo helt utroligt i den forbindelse at være ansat i rigsarkivet. 

Peter Wodskous første historie handlede om Lars Pedersen Ranum. Lars var en ordentlig mand, der klarede sig godt i samfundet, indtil det gik galt. Til den senere retssag blev der indhentet skudsmål fra hans tidligere arbejdsgivere som karl (fra 1825 og frem), og alle husker ham som arbejdsom, trofast og til at stole på. En husker endda, at han på et tidspunkt lånte penge, som han punktligt betalte tilbage. Lars arbejder sig op, og på et tidspunkt i hans voksenliv bliver han forpagter af Bleggården i Aalborg. Men den kan han ikke få til at løbe rundt, bl.a. fordi konerne finder andre steder at blege deres linned. Men  så brænder Bleggården heldigvis, efter at den er blevet forsikret! Held og held! Ja, Lars har et (tyndt) alibi, men adskilligt ved branden ser mystisk ud, og i sidste ende går karlen og pigen til bekendelse og indrømmer, at de er blevet betalt af Lars for at sætte ild til huset. 1842 dømmes alle tre langvarige straffe. Denne historie medførte en del debat om kilder. 

Den anden historie handlede indirekte om foredragsholderens efternavn. Sognefogedens søn i Vodskov, Anders Jensen, blev lærer på den lokale skole som meget ung mand. Han fik adskillige børn og klagede derfor ustandseligt over lønnen. I 1822  fik han tilladelse til at aflægge prøve, så han kunne opnå skolelærereksamen uden om seminariet. Dermed kunne han få et rigtigt kald (på samme skole) og dermed opnå en bedre løn. Ved hans død efter 41 år som lærer viste det sig, at han var ganske velhavende. Debatten om emnet drejede sig om denne skolelærereksamen, og hvorfor han i første omgang blev ansat overhovedet. 

Marie Kirstine Johannesdatter Nordby, f. 1803, er hovedpersonen i tredje historie. Marie er gift 2 gange og får i alt 10 børn. Den anden mand banker både kone og børn så meget, så den lokale præst hjælper hende med at blive skilt, hvorefter hun må være eneforsørger. På et tidspunkt anklages hun for tyveri af rest-uldgarn fra Usserød Militære Klædefabrik. Hun vedkender straks, at hun har købt uld af nogle af de kvinder, der arbejder på fabrikken, men at hun ikke var klar over, at det var hæleri. Hun idømmes 1 års forbedringshus, men da hun bliver ved at kæmpe for sin ret som uskyldig, nedsættes straffen til 6  x 5 dage på vand og brød. (Man er nødt til at dele vand-og-brød op for overhovedet at overleve den straf!)  Derudover skal hun betale sagsomkostningerne og for fængselsopholdet. Og sandheden i historien var, at det var en af lederne, en Moldrup, på fabrikken, som stjal og solgte det meste, men det gik man let henover. I avisen ”Folkets Nisse” fortæller Marie hele historien, hvorefter Moldrup anklager hende for injurier, hvilket giver yderligere 3 måneders fængsel + flere sagsomkostninger. Ikke mærkeligt, at  Marie går fallit. Hun lever derefter hos sin datter og svigersøn, indtil hun dør af kronisk brystsyge. Den store fisk slap, og den lille, modige fisk blev straffet. Debat om straffe og livsvilkår for kvinder og børn på den tid. Vi kan nok gå ud fra, at Maries børn kom tidligt ud at tjene. Kun den yngste var med i arresten. 

Peters oldemor, Dagmar Löfvall, hovedpersonen i fjerde historie, var uægte barn og født på Fødselsstiftelsen. Dvs. når der var overbelægning, blev jordemødrenes private hjem også brugt som fødestuer. Derfor kan der nemt være uforståelige henvisninger i protokollerne. Dagmars mor var en fattig svensk tjenestepige, og Dagmar blev hurtigt tvangsfjernet og flyttet rundt med. Heldigvis for Dagmar ender hun på et børnehjem i Tarm, hvor en plejemor med hjertet på rette sted giver sine børn tryghed og kærlighed og følger dem, også når de har forladt hendes hjem.  Dagmars far vil ikke kendes ved hende, men dømmes til bidrag. Påstår at en soldaterkammeret må have udgivet sig for ham.  I alimentationssagen findes mange gode oplysninger, f.eks. er Dagmars mors breve til faderen vedlagt. Her især debat om kilder.

Peter Wodskou har sammen med Peter Duetoft udgivet Forbrydelsens ansigt 1850-1920. https://slaegtsbibliotek.dk/900368.pdf 
I Personalhistorisk Tidsskrift s.92 en artikel om fam.Wodscou.

Referat: Samarbejdsaften

Samarbejdsaften 
Tirsdag den 8.oktober 2024
Antal: 14
Forsamlingsbygningen
Ref. Gunvor Johnsen

Alle bidrager denne aften med stort og småt fra årets arbejde. Nogle har taget fat på nye projekter, andre samler stadig tråde i en uendelig historie og atter andre er gået lidt i stå. Men at høre på de flittige giver lysten tilbage og tit falder der gode råd af.  Denne aften hørte vi om:
- Slægten Skade, hvis lange historie trak tråde mellem Horsens og Vendsyssel gennem århundreder.
- Glæden ved at arbejde med detektor, og hvad gør man med fundene?
- At lede efter gravsten på nettet, og hvad man så kan være heldig at få af oplysninger den vej om de afdøde slægtninge. 
- At turde kaste sig over svenske aner i svenske kirkebøger og de spændende” husforhør”.
- Glæden ved at opsøge kirkegårde, især hvis man kan tage et familiemedlem med, som måske kan huske personerne.
- Det kan være sjovt at hjælpe andre med at starte op.
- Morsomme kort, hvor slægterne var indtegnet på sognekort. Der var altid en enkelt langvejs fra, men utrolig meget ”indgifte” inden for få sogne. At finde en forlovet gjorde man så langt væk, som man kunne nå til hest! Og så bliver det ekstra interessant at opsøge slægtens få kirker.
- SS Norges forlis ud for Skotland i 1904. Her blev der lagt en dæmper på fortælleglæden, for det skal vi høre mere om til generalforsamlingen.
- Sdr. Harritslevs gårdhistorie. Hvem ejede hvad og hvornår. Mageskifter og bytte gør ikke dette nemt at finde ud af.
- Hvor mon man kan finde mere om den emigrerede tiptipoldefar? 
- Vendsysselslægter udvides stadigt og tirsdagsworkshoppen er meget velbesøgt, sidst 26 personer.
- Glæden ved at hjælpe arkiver med at sætte navne og historie på deres billeder og fotografier i gemmerne. Her Ingstrup og Saltum.
- Der arbejdes videre på ”Bedstefar fortæller”, 18års fødselsdagsgaver i form af slægtstavler og Vendsysselårbogen. 

Hjælp til emigrationshistorie. Måske er du heldig: Send mail til Kathe Larsen for at få tilsendt vejledning.

Referat: Arkivbesøg i Vrensted

Besøg i Lokalhistorisk arkiv i Vrensted

Tirsdag d. 24. september 2024

Deltagere: 10 + 4 lokale

Sted: Byens Hus, Vrensted

Referent: Lise Surland

Vi blev i Slyngelstuen i ”Byens Hus” budt velkommen af Christa Nolde og Rikke Egebak Vestervig, der i fællesskab bestrider posterne som formand og næstformand for arkivet. Dette er blevet flyttet rundt mange gange, inden det havnede i ”Byens Hus”, den nedlagte skole, som stadig ejes af Hjørring Kommune. Her kan foreninger leje sig ind, og der foregår en masse aktiviteter, bl. a. fredagsbar. Rikke og Christa fortalte om Vrensted, der oprindelig var en rimeligt stor landsby, større end fiskerlejet Løkken, ja den havde endda et emigrationskontor. I dag er der ca. 300 indbyggere, som er stolte af, at de i modsætning til de fleste landsbyer, endnu har en købmand. I den lille by er der en lokalhistorisk forening med 200 medlemmer, men kontingentet er da også kun 25 kr. pr. år.

Arkivet får et kommunalt tilskud, der dog ikke dækker driften, selv om arbejdskraften udelukkende er frivillige. Christa og Rikke er i gang med at undersøge lovgivning vedr. arkiver og registrering, og de er så småt i gang med at registrere på Arkiv.dk. Men det er for dem lige så vigtigt, at der er skiftende udstillinger ud fra de ønsker og spørgsmål, de får fra besøgende. Vi fik historien om Ane Maries Hus, opført at sagfører Anders Olesen. Det blev i 1914 bygget til hans mor, som imidlertid døde, inden det var færdigt. I stedet blev det bolig for enlige ældre damer i Vrensted. Senere har det været børnehave, og arkivet har også i en periode holdt til her. Det var spændende at høre om, hvor mange aktiviteter, der foregår i ”Byens Hus”, selv om arkivet endnu kun fyldte en lille del af, hvad vi så og hørte. Efter en rundvisning i huset blev kaffen serveret i Slyngelstuen, og til alles store lettelse havde Jan traditionen tro medbragt hjemmebagt arkivkringle.

Referat: Den store indvandring til Danmark 1850-1920 og kilderne hertil

Historiker Henning Bender, Neksø: Den store indvandring til Danmark 1850-1920 og kilderne hertil

Tirsdag 10. september 2024
Deltagere: 28
Sted: Forsamlingsbygningen, Hjørring
Referent: Lise Surland

 
Gunvor Johnsen bød velkommen til de fremmødte, hvoriblandt der var mange gæster med svenske aner, samt til aftenens foredragsholder, Henning Bender. Gunvor bad deltagerne sende en tanke til vores formand gennem mere end 40 år, Per Maack Andersen, der er alvorligt syg. Derefter oplyste Gunvor om, at bestyrelsen er blevet suppleret med Jens-Peter Fage.
 
Indtil ca. 1850 bestod indvandrerne primært af norske og tyske håndværkere, handelsmænd og embedsmænd. Men på det tidspunkt var hungersnøden og uroen i Sverige så stor, at mange, især sydsvenskere, ville prøve lykken i Danmark eller rejse via Danmark til USA. De mere velstillede klarede sig hjemme i Sverige, mens underklassen prøvede lykken i Danmark. De var ikke just populære, for ganske vist fik de dobbelt så meget i løn som i Sverige, men lønnen var kun det halve af det, en dansker tjente.
Integrationen blev vanskelig, for danskerne mente, at svenskerne var dumme og beskidte, mens svenskerne mente, at danskerne var griske og umoralske, og at maden og boligerne var dårligere i Danmark. De fleste blev landarbejdere og piger på de store gårde. Hvad skulle man så bruge den sparsomme fritid til? Det skete ikke sjældent, at en pige blev gravid. I den situation var det en fordel at bo i Danmark, for her fandtes Fødselsstiftelsen i København og senere Fødselsanstalten i Århus, hvor også svenske kvinder kunne føde anonymt.
Men hvordan finder man sine svenske aner?
Ved nogle eksempler fortalte Henning Bender om besværlighederne ved at finde sine svenske aner:
Man kan lede i danske og svenske kirkebøger. Fra 1814 skulle præsterne føre til- og afgangslister, men det blev ikke gjort konsekvent, ligesom Politiets Registerblade heller ikke er komplette. I Danmark førtes folketællinger hvert 5/10 år. I Sverige førtes systematisk ind- og udflytning.
https://www.ddd.dds.dk er ikke fuldt udbygget, men i Hjørring Amt er alle folketællinger frem til 1901 ført ind.
www.ancestry.se/search/collections/61607  er en meget fin database.
Men selv med de bedste databaser, kan det være følge at følge en person, f. eks.
Janne Petersson Törngren, f. i Blekinge 1856, død i Gudhjem 1931:
Janne Petersson Törngren > Janus Peter Torngren > Jan Pedersen Thorngren > Janne Thorngren > Janne Petersson Tørngren> Janne Thorngreen > Janne Petersen Tørngreen.
Fatalt blev fejl i oplysninger for Andreas Bengtsson, der var født i Sverige, men var dansk statsborger og siden 1855 havde boet i Danmark. Han skulle besøge sin svigersøn i South Dakota i 1902. Da han d. 20. oktober 1902 ankom til Ellis Island, blev han afvist p. gr. a. uoverensstemmelser ved navn Andreas Bengtsson > Andrew Benson, og nationalitet dansk statsborger/svensk.
I 1871 blev jernbanen ført helt til Frederikshavn, dog med en omvej over Hjørring, da landskabet var mindre kuperet den vej. Til dette arbejde kom så mange svenskere, at det blev annonceret, at der ikke måtte komme flere. Selv til Hirsholmene kom de. Ved folketællingen 1880 var øerne det sted i Hjørring Amt, hvor der procentuelt var flest svenskere (9,2 %).
Trods uvilje mod ”de fremmede” forløb integrationen hurtigt og vellykket.
 
Det har været svært at få alt med fra det spændende foredrag, men hele Henning Benders power-point findes på https://henningbender.dk