Referat: Ægteskab på sejlskibskår

Ægteskab på sejlskibskår - Mikkeline og Hydra-Christensens breve gennem 25 år, 1880-1905

Foredragsholder: forfatter Ole Sietam
Tirsdag d. 10. februar  2026
Antal: 18
Ref. Gunvor Johnsen  

I sejlskibenes tid, fra før vikingetiden til omkring år 1900, da dampskibe og senere containerskibe tog over, havde man brug for havne med særlige vindforhold og gode transportveje væk med hest ind i landet. Det var derfor helt andre ting, der bestemte, hvad der var gode havnebyer. Marstal, og i øvrigt også Svendborg på de kanter, er gode eksempler på sådanne ældgamle sejlskibshavnebyer.

I 1890 var der i Marstal indregistreret 300 fragtskibe (i Svendborg 270). Foredragsholderens oldeforældre boede der hele deres liv, han på langfart mens hun stod for alt det hjemlige med 5 børn, mens han var væk i årevis. 

Ved et held kom Ole Sietam i kontakt med en faster i Schweiz. Hun havde arvet en kasse, som havde tilhørt hendes bedsteforældre/ Oles oldeforældre med 1083 breve og kvitteringer, og som nu bare stod til ingen nytte oppe på loftet, da hverken Faster eller hendes børn kunne læse dansk. Ved Fasters død ville kassen bare være blevet smidt ud, så Faster var lykkelig over, at Ole blev så glad for at overtage den. 

I samarbejde med Marstal Søfartsmuseum har Ole udgivet en bog, som dækker de første ca. 150 breve, suppleret med billeder og materiale fra museets egne samlinger og 150 fotografier, som Ole havde arvet fra sin far. En ny bog om senere breve er på vej.

Oldefar arbejdede og uddannede sig op fra sømand til kaptajn, til sidst med andel i eget skib, hvorfor der på hans gravsten i Marstal står ”redder”, selv om det kun var en lillebitte andel i barken Hydra. Derfra tog han navnet Hydra-Christensen. En bark var et lastskib, og med Hydra fragtede han alt fra petroleum til madvarer og tømmer til alle dele af verden, både syd om Afrika til Asien og over Atlanten og syd om Syd-amerika flere gange, en rute der regnes for et af verdens farligste farvande. Han havde et ry som en god og retfærdig og afholdt kaptajn. Han var kristen og accepterede ikke spiritus ombord, ligesom han, så vidt Ole kunne bedømme, ikke var Mikkeline utro. Et brev, som er fundet andetsteds, og som er skrevet af en af sømændene, fortæller, at helt så helligt var det nok ikke for mændene på orlov, men mon ikke kaptajnen har været klog nok til at acceptere det, så længe han ikke lagde navn til.

Hans kone Mikkeline, senere forbedret til Mickeline, rejste flere gange med ham, en gang i et helt år. Når de var hver for sig, skrev de kærlige og ømme breve til hinanden. Han brokkede sig dog nogle gange over, at hun brugte for mange penge - syntes han! 

Rundt om i landet er der bevaret ganske få breve skrevet af kvinderne, så Mikkelines fylder et tomrum ud om hverdagens trummerum og børnenes opvækst. Men ved opslag i lokalavisen ses også, at hun i 1915 involverede sig i kvindernes nye valgret, idet hun i avisen opfordrede de kvindelige læsere til at se på de Konservatives opstillingsliste, for her var det som det eneste sted muligt at stemme en kvinde ind. Hun involverede sig også i arbejdet med at lave indsamlinger til fordel for sømandsenker, som tit sad dårligt i det. 

Efter 40 år på søen går Hydra-Christensen på land og får arbejde i et sø-assurancefirma, for børnene savnede ham. Men lige lidt hjalp det, også der var han tit hjemmefra i lange peroder. Han døde i 1916, hun i 1927.