Peter Olsen, kendt slægtsforsker: Når den røde hane galede
Forsamlingsbygningen
Deltagere: 31
Referent: Gunvor Johnsen
Tidligere var det i bogstaveligste forstand et fælles problem, når et hus eller en gård brændte. Dels havde man en frygt for at ilden bredte sig til egne huse, dels kunne en familie, der var berøvet alt, blive alle mands problem, hvis de skulle gå på omgang hos de andre familier, og endelig gik det udover fællesskabets arbejdskraft. Alle mand var derfor af huse for at slukke ilden og bagefter hjælpe med at bygge op igen. Herremanden, som var skovejeren, kunne nok finde noget tømmer, og landsbyen hjalp med det nødvendige arbejde for til sidst at holde ”klinegilde”. Havde man mistet alt, kunne man af herredsfogeden få et brandbrev, som blev lyst i kirken, og som gav tilladelse til at gå tiggergang i sognet. Fik man ikke nok penge og effekter ind, måske var det meste af en landsby brændt ned, kunne man få præsterne i andre sogne til at lyse brevet i kirken. (Lyse= offentliggøre en tilladelse) Man ved, at der ofte blev lyst i et stort område, f.eks. det halve Sjælland, ja så kunne det gå sådan, at en mand i 1776 pralede af, at han med et brandbrev havde levet godt i 3 år. Og så blev der sat tidsbegrænsning på de tilladelser! 4-6 uger måtte være nok. I byerne var problemerne de samme, men større. Huse og gårde og arbejdspladser lå klinet op ad hinanden indenfor voldene og husede mange mennesker i kældre, på lofter og i boligerne, så byens hjælp og tiggeriet kunne let blive stort. Laug´ene og gilderne havde ansvar for hjælp, men kun for egne medlemmer. Desuden havde mange rige familier bygget fine huse og gårde inde i byerne, som de nødigt så gå op i røg, men hvilket fællesskab kunne hjælpe her? Alle måtte hjælpe efter evne, men når fællesskabet havde fået slukket en brand, skulle de nabohuse, som var blevet reddet fra at brænde ned, betale mere end andre til fælleshjælpen. Da en fjerdedel af København brændte i 1728 blev problemerne tydelige. I flere andre lande havde man fundet på en fælles brandforsikring, så i 1731 åbnedes Københavns Brandforsikring for de, der havde råd. I 1761 var tiden kommet til at starte Kjøbstædernes Brandforsikring, hvor man uden succes også tillod forsikring af landboernes bygninger. Men på landet forsvandt noget af fællesskabet med selveje og udflytning og tabet af en herremand med træ, så i 1792 var der interesse nok til at starte Alm Brandforsikring af landbygninger. Disse tre forsikringer har alle afleveret deres velbevarede materiale til Rigsarkivet, som alle kan slå op i via Salldata eller AO. Desværre for eftertidens slægtsforskere overgik de nævnte forsikringer fra offentlig til privat eje i 1868-72. Så fra da af er forsikringerne ikke afleverede. Vores glimrende foredragsholder, som vi før har haft glæde af at have besøg af, gennemgik efter pausen, hvordan man slår op: altid først Brandforsikringsprotokollen, som er ordnet efter herreder og sogne, og hvor der ved numre henvises til taksationsprotokollen, som er ordnet efter numre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.