Referet: Udfludt til Det Danske Udvandrerarkiv, Aalborg

Bente Jensen og Jens-Peter Fage

Tirsdag d. 25.3.2025
Antal: 14 
Sted: Udvandrerarkivet i Aalborg
Ref. Gunvor Johnsen

Omkring århundredskiftet 1900 gik det op for flere i USA, heriblandt udvandrersønnen fra Spritfabrikken i Aalborg, Max Henius, at udvandrernes historie repræsenterede noget særligt, som var ved at forsvinde i det moderne USA. Disse iværksatte derfor en indsamling af breve, fotografier, tidsskrifter, foreningsmateriale, dagbøger og alt muligt andet, der hørte til historien om den store emigration til ”den amerikanske drøm”. I første omgang blev materialet sendt til Aalborg, hvor det fik til huse på Sohngaardsholm, siden blev det flyttet ind til byen og danner nu grundlaget for udvandrerarkivet i Arkivstræde. 

Man modtager stadig materiale fra USA og fra arvegods i Danmark. Der er ikke andre steder i Danmark, hvor det kan sendes til, heller ikke Landsarkivet eller Rigsarkivet. På et tidspunkt kunne arkivet ved kommunal beskæftigelse af 33 arbejdsløse i et par år få igangsat udskrift af politiets lister over udvandrede. Desværre må man finde andre opslagsmuligheder, hvis udvandringen er sket før 1868, hvor politiet endnu ikke var begyndt på listerne, eller hvis udvandringen er foregået over udenlandske havne.

Bente Jensen, arkivar på Aalborg Stadsarkiv, viste med illustrative overheads, hvor stor udvandringen var. Fra 1828-1931 udvandrede 333.021danskere til USA. Fra Resten af Europa 33.338.255 og fra resten af verden 5.520.896. I 1828 var der formentlig 4 millioner amerikanere (+ indianerne). De største indvandrerår var 1860erne til 80erne, men den store indvandring fra Danmark sluttede først omkring  1920. I 1862 kom homestead-loven, hvor selvstændige landmænd billigt kunne erhverve sig 60 hektar uopdyrket land. Det er derfor ikke mærkeligt, at 93% af de indvandrede danskere var landbrugsarbejdere. 26% var tyende eller arbejdere fra byerne, mens 19% var håndværkere og lærlinge. Og de 20-29-årige mænd var i stort overtal. Størstedelen af materialet på arkivet er fra USA, for langt den største udvandring foregik hertil. Push-pull-effekten dækker over, hvad der ”skubbede folk ud” af Danmark, og hvad der ”trak ind” i modtagerlandet. En af de store pull-effekter var, hvor man allerede kendte nogen. Det kunne være naboer, søskende eller arbejdskammerater, og det er derfor ikke mærkeligt, at der er ganske bestemte områder i USA, hvor man finder hovedparten af danskerne. Udvandringen til Argentina og Canada og New Zealand toppede senere, og udvandringen dertil var derfor ikke så stor. De, der ville rejse, var allerede taget afsted til USA.

Under 1. verdenskrig opstod der i USA en modvilje mod, hvad der kaldtes bindestregsamerikanere. Var man nu også en rigtig amerikaner, som ærligt ville gå ind i krigen som amerikaner, hvis man fastholdt, at man også var noget andet? Især gik denne mistro ud over tysk-amerikanere, hvor endog to blev lynchet. Også en stakkels finne, som mente, at hvis han skulle i krig, kunne han lige så godt tage hjem og kæmpe i den finske hær, måtte lade livet. Han var endda ærlig nok til at frabede sig det amerikanske statsborgerskab, men i tjære og fjer og op i galgen måtte han.  Og dansk-amerikanerne? Vile de ikke bare med for at få Sønderjylland tilbage til Danmark? Var det ikke bare ”snavset af danskerne”, der var udvandret osv. osv. Jens-Peter Fage fortalte om 270 kasser med alt muligt, der befinder sig på arkivet, og som han har kigget i. De er formentlig hjemsendt af Max Henius, som i øvrigt også var med bag Rebildkøbet. Det er materiale, der tilhørte en organisation, der kun bestod i eet år fra 1917 til 18: Jacob Riis Leage of Patriotic Service, opkaldt efter den i USA meget kendte, danske fotograf, der var ven med Roosevelt. Foreningens formål var at være bindeled mellem de danske foreninger og de amerikanske myndigheder, for at overbevise disse om amerikanske loyalitet.  Dette kunne jo bl.a. ske ved opkøb af krigsobligationer og krigs-sparemærker. Kun amerikanske statsborgere kunne være medlemmer!       

 Også var der fotografier af udvandrerliv og arkivkringle

Referat: Præsterne uden for kirkerne

Torben Albret Kristensen

Tirsdag d. 13.3. 2025
Antal: 27
Sted: Forsamlingsbygningen
Ref. Gunvor Johnsen

I mange århundreder var sognepræsterne den yderste, akademiske forpost ud i havet af ”menigmand”. Alle under ham kunne mest sandsynligt ikke læse eller skrive. Det var derfor logisk, at beskeder nedad i systemet kom til alles kundskab fra prædikestolen. Folketællingerne i 1787 og 1801  blev således også foretaget af præsten. Først kom gårdmændene til præstegården en bestemt dag, og de blev bare skrevet op, efter hånden som de mødte op, og derefter husmændene på samme måde. Der er derfor ikke nogen  geografisk systematik i disse to tællinger andet end, at alle bor indenfor samme sogn. Efterhånden som administrationen ville have mere kontrol med befolkningen, hvem, hvor og hvad de lavede, og da der kom flere og flere forordninger, der blev uddelegeret til sognene, var det derfor heller ikke mærkeligt, at sognepræsten sad i alle sognets kommissioner, hvor han som den skrivekyndigste ofte var både formand og sekretær. Havde han flere sogne, måtte han sidde som formand og sekretær i hvert sogn, for hvert sogn skulle have deres egen kommission. Så ud over kirkebøger, kirkehandlinger og prædikener havde præsten rigeligt at lave. For udover kommissionsarbejdet skulle han besøge syge og mægle, hvis nogen ville skilles; han skulle føre til- og afgangslister og udlevere skudsmålsbøger; han skulle kontakte lægdsrullerne, når mandfolkene flyttede eller der var nogen, der var gammelmandssøn. (Dvs. hvis ens far var så ringe, at han ikke længere kunne passe bedriften, og man var eneste søn. Så kunne man nemlig blive fritaget for  militærtjeneste. Det skulle præsten attestere). Også politiets kontakt var han. Først med sognerådenes indførelse i 1840erne blev der lidt aflastning, men også her var der i mange år adskillige medlemmer, som ikke var for gode til det boglige. 

Foredragsholderen gennemgik følgende emner, og ved hvert angav han, hvor man kunne lede efter sagsakter om det pågældende emne:

• Præsten og skolevæsenet. Præsten havde tilsyn med både lærere og elever helt til 1933. Ved elevfravær skulle der betales mulkt, som præsten også stod for at indkræve, og fravær var der meget af, når landbrugsarbejdet krævede det.
• Præsten og fattigvæsenet. Præsten havde opsyn med fattighuse og fattiggårde. Penge til værdigt trængende opkrævedes hos bønderne, og han kunne søge legater til arbejdet. Nogle havde også anvisningsret over stiftelser.
• Præsten og skattevæsenet. Præsten var pligtig at holde mandtalslister. Sammen med udvalgte lokale blev de enkelte i sognet sat i skat efter hartkorn og evt. andre forhold, og det blev bestemt, hvad hver især skulle bidrag med til fattigkassen. Der kunne være en ære i at være den største betaler! Mandtalslisterne var især vigtige, når der skulle udskrives ekstra skatter. 
• Præsten og sundhedsvæsenet. I løbet af 1700- & 1800-tallet blev landet inddelt i lægedistrikter. Én læge pr. købstad med stort landareal. Præsterne havde pligt til straks at indberette udbrud af smitsomme sygdomme. Da koppevaccine blev godkendt, kunne personer uden attest eller uden kokoppe-ar ikke blive konfirmerede, dvs ikke få en skudsmålsbog (=ikke få et arbejde hos andre) eller blive gift. Dette skulle præsten derfor have styr på, og det kender vi jo fra bemærkningerne i kirkebøgerne. I 1810 var der opstået en pukkel af uvaccinerede. Præsterne fik derfor et lynkursus i selv at vaccinere. Samme år blev der indført jordemoderdistrikter, som der også skulle føres kontrol med. Præsterne kunne evt. indstille lokale kvinder til uddannelsen, som kun foregik på Den Kgl. Fødselsstiftelse i Kbh., så det var jo en stor ære. Der skulle  også indberettes årligt til stiftsfysikus, hvor mange apotekere og kvaksalvere, der var i området!

Undervejs fik referenten styr på to private ting. Hvorfor giftede studenten på teologistudiet sig som 21-årig med en rædselsfuld kvinde, som han havde gjort gravid? JO, en uddannet præst måtte ikke have gjort sig skyldig i usædelige forhold. I så fald kunne han ikke få arbejde de første to år og aldrig ikke i det sogn, hvor lejermålet var foregået. Han blev senere, uden eksamen, skuespiller. Og: Tårnby sogn på Amager, med de fede bønder, var et endog meget rigt sogn, som betalte præsterne godt. Ovennævnte students barnebarns ægtemand fik sit allerførste arbejde i Tårnby. Havde han gode forbindelser? Næh, han havde bare flotte eksamenskarakterer. Han blev senere først domprovst i Holmens Kirke og så biskop i Ribe. 1 1787 fik førstekaraktererne de job, der gav mere end 900 rdl. i årlig løn, 2. karakterer kunne søge 700-900 rdl.-jobbene og 3. karakter kunne så søge de job, der gav under 700 rdl. –og de lå praktisk talt alle sammen i Vest- og Nordjylland.