Program 2. halvår 2026

Program for 2. halvår 2026

Tirsdag den 8. september

Jan Hammer, Museumsinspektør ved Nordjyllands Kystmuseum - afd. Bangsbo: Strandinger – skibsforlis og myter omkring Vendsyssels kyster. (FU)

Vendsyssels kyst har gennem historien virket som et filter på søfartshistorien, hvori der ligger store mængder oplysninger gemt. Mange skibe er forlist på kysterne, og ligger som små tidskapsler, der fortæller hver deres unikke og drabelige historie, ofte med tragisk udgang med mange druknede søfolk som følge af forliset. Antallet af skibsforlis omkring Vendsyssel har vi ikke styr på – men vi kan gætte på et par tusinde de seneste 1000 år. Der ligger stadig spor på havbunden efter mange af disse forlis, som fortæller om et stykke dagligdag, som får sit endeligt på havbunden. Foredraget vil belyse nogle af de største forlis. Historien omkring og mange de myter, som er opstået gennem tiden. Lokkede man virkelig skibene ind på stranden for at plyndre dem? Var Børglumbispen virkelig så styg, som hans eftermæle er…   

Tirsdag 13. oktober: 
Anne Katrine Holm Pedersen: Kriminalitet og straf – fra middelalder til retsplejereform i 1919 (FU)
Tag med til en spændende foredragsaften, når vi dykker ned i noget af det kildemateriale, der beretter om lov- og normbryderne i Danmark, og hvordan de blev forsøgt kontrolleret tilbage fra middelalderen og frem til retsplejereformen af 1919. I dette foredrag præsenteres nogle af de mennesker, der af den ene eller anden årsag kom på kant med loven, og der rejses spørgsmål om, hvem de var forinden deres kriminelle gerning, hvilken form for kriminalitet de begik, og hvad straffen var herfor. Foredraget belyser også de begivenheder og ideologiske strømninger, der formede det danske retssamfund. Hvilken betydning fik Reformationen? Hvorfor oprettedes de første fængsler, og hvilke idealer banede vej for isolationsfængslet Vridsløselille i 1859 - siden udødeliggjort af Egon Olsen i Olsenbanden-filmene. Foredraget holdes af Anne Katrine Holm Pedersen, Ph.D. studerende ved Stockholm Universitet i Sverige. Hun forsker i sammenhængen mellem klima og kriminalitet med særlig orientering mod vinterperioder i svenske byer i perioden ca. 1400-1660.

Tirsdag den 20. oktober
Samarbejdsaften 

Vi udveksler erfaringer fra det sidste års arbejde med slægtshistorie.

Tirsdag den 17. november
Poul Duedahl: Minutmillionærer

Gullaschgrever og børsbaroner. Storsvindlere, spritsmuglere og stjernespioner. Mens det store drama udspillede sig på Første Verdenskrigs slagmarker, flød strømme af guld ind over grænserne til det neutrale Danmark. Med et blev Københavns gader fulde af initiativrige, hensynsløse og risikovillige spekulanter, som solgte fordærvet mad til tyskerne og spillede sig til svimlende formuer på Børsen. Fortjenesterne soldede de op på store strandvejsvillaer og smarte sportsvogne og på kunstværker, juveler og pelsværk. De førte sig frem i nattelivet, indtog byens fineste restaurationer og lod sig barbere i champagneskum og klippede flere centimeter af kjolelængden og kønsmoralen. Den løsslupne og støjende livsstil bevægede en kendt borgerfrue til at skrive en guidebog om takt og tone og regeringen til at skabe en stat med en mere ligelig fordeling af goderne. Da krigen sluttede, brast den gyldne boble, og alligevel fortsatte den ekstravagante livsstil – og de nyrige satte gang i de brølende 1920’ere med fest, fart og frisind. Men til sidst slap pengebeholdningerne op, og de forsvandt igen som dug for solen. Nogle ved egen hånd, og andre ind bag landets fængselsporte eller ud af riget på en enkeltbillet. Foredraget går i fodsporene på krigsspekulationens centrale skikkelser. Opsøger deres tilholdssteder, optrevler deres netværk og afdækker deres lyssky affærer – og tager deltagerne med på rundtur i en by præget af morfinsprøjter, revolverdramaer og spillebuler.

Foredragsholderen er Poul Duedahl. Han er professor i historie på Aalborg Universitet. Foredraget, der er arrangeret sammen med Hjørring Bibliotekerne, finder sted på Hjørring Bibliotek kl. 19.00

Tirsdag den 8. december
Ivan Kondrup: Ejendomshistorie (FU)

Når man som slægtsforsker når tilbage i 1700 årene, begynder kildemængden at tynde ud og udfordringerne med at finde slægten bliver større. I tiden før de første folketællinger, hvor der også er mange huller i rækkerne af kirkebøger, bliver ejendomshistoriske kilder vigtige og ofte eneste mulighed, hvor man med god sikkerhed kan følge sin slægt. Med baggrund i min forskning i Støvring og Nørhald herreder deles mere end 40 års erfaringer med at lave ejendomshistorie i slægtshistorisk perspektiv. Med udgangspunkt i matriklen 1688 følges gårde og huse, med skiftende fæstere og ejere, så langt tilbage i tiden som muligt og frem til perioden med de første folketællinger.

Kilderne bliver præsenteret og der gives eksempler på, hvordan de anvendes. Der gives ligeledes eksempler på, hvordan ejendomshistorie kan formidles og bruges af slægtsforskeren i jagten på aner. Eksemplerne, som alle er fra sognene i de to østjyske herreder, kan bruges som inspiration til søgning af tilsvarende kilder andre steder.

Alle møder (med undtagelse af 17. november) foregår i Forsamlingsbygningen, Østergade 9, Hjørring kl. 19.00. der kan i pausen købes brød og øl/vand for 25 kr.


ØVRIGE AKTIVITETER

Slægtsforskningscafé

Slægtsforskningscafé afholdes den første torsdag i måneden på datoerne 3/9, 1/10, 5/11 og 3/12 kl. 14.30 - ca. 16 i det gamle rådhus med korte oplæg om emner fra slægtsforskningen og lokalhistorien. Gratis adgang for alle. Få reminder forud for caféen ved at maile til jebrasmussen@gmail.com .

Workshop for slægtsforskere

Workshop for slægtsforskere afholdes anden og fjerde tirsdag i måneden på datoerne 25/8, 8/9, 22/9, 13/10, 27/10, 10/11, 24/11, 8/12, 22/12 kl. 9-12 på Historisk Arkiv, Hjørring. Udveksling af erfaringer, gensidig hjælp og støtte i et uformelt socialt samvær over en kop kaffe om arbejdet med slægtsforskningen og programmet Legacy. Kontaktadresser: kc@teka.dk eller gerda@logy.dk

Gotisk skriftlæsning 

Gotisk skriftlæsning afholdes anden lørdag i måneden på datoerne 12/9, 10/10, 14/11 og 12/12 kl. 9.30-12 i Rådhuskælderen, hvor vi læser deltagernes egne dokumenter. Alle er velkomne, kom på deltagerlisten ved at maile til skovgaardneel@gmail.com .

Samarbejde med Museumsforeningen

Slægtshistorisk Forenings medlemmer har adgang til arrangementer i Museumsforeningen ved Vendsyssel Historiske Museum til samme reducerede pris som Museumsforeningens medlemmer. Medlemmer af Museumsforeningen har adgang til Slægtshistorisk Forenings arrangementer til en pris på kun 75. kr. Se henvisninger på vores hjemmeside.

OM FORENINGEN

Hjemmeside: www.slfhj.dk

Kontingent: 175 kr. årligt

FU - Foredrag i samarbejde med Folkeuniversitetet

Bestyrelse

Jan Rasmussen, Stensgårdsvej 45, Hjørring, tlf. 20296777. E: jebrasmussen@gmail.com 
Gunvor Johnsen, Bispetorv 13,8.3. Hjørring, tlf. 25361021. E: gunvor.johnsen@gmail.com
Lise Surland, Westbanke 18, Skagen, tlf. 21753259. E: lisesurland@gmail.com
Kathe Larsen, Karolinesvej 7A, Hjørring, tlf. 24489079, E: kathe_larsen@yahoo.dk
Jens-Peter Fage, Oslovej 18, Hjørring, tlf. 27649277. E: jens-peter@has.dk
Webmaster: Bestyrelsesmedlem Kathe Larsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.