STRANDINGER - SKIBSFORLIS OG MYTER OMKRING Vendsyssels kyster.
Museumsinspektør Jan Hammer Larsen, Nordjyllands Kystmuseum, Bangsbo
Tirsdag d. 8 september 2026
Antal: 48. Forsamlingshuset
Ref. Gunvor Johnsen
En stor del Danmarks historie ligger under vand. I sejlskibenes tid var det svært at manøvrere i stormvejr, og da revlerne flyttede sig over tid, og uvejr og nattemørke hindrede udsynet, var faren for forlis stor. Man kunne grundstøde, dvs. sidde fast på en revle langt ud. Det kunne være både godt og skidt. Godt hvis det viste sig, når vejret klarede op, at skibet kunne trækkes fri med mandskab og gods, og skidt når det var for langt fra enhver redningsaktion. Strandede skibet tæt ved stranden, kunne mandskabet måske reddes. Varerne derimod flød rundt lige som dele af skibet, til strandfogedens glæde og bekymring, for det, der retmæssigt tilhørte kongen, kunne også lige så stille forsvinde ind bag gårdenes beskyttende væge.
En smart købmand fandt midt i 1800tallet ud af at udruste et større skib, hvormed han kunne sejle ud til de grundstødte og tilbyde at købe varerne for en ”rimelig” pris. Derved blev skibet lettere at række fri, og nogle af værdierne trods alt bevaret. Opgav man fritrækningen, kunne købmanden da også købe hele det delvis ødelagte skib? –Som han så senere fik transporteret til havns, fik repareret og solgt igen.
Da skibene fik motorer og bedre navigationsudstyr og fyrvæsnet og korttegningen blev bedre, blev der færre strandinger. I dag er der meget få, og det er grundstødninger også. (min bemærkning: under vandet går Skagens Odde 4½ km ud, og som Odden flytter også forlængelsen sig med vind og strøm. Derfor sejler skibene også i dag i sådan en stor bue rundt om Odden, og ikke så sært, at der netop rundt om odde-spidsen er den største koncentration af gamle forlis). I træskibenes tid var fiskerbåde og små fragtskibe lavet af brædder af fyrretræ, som hurtigt går til i saltvand, så selv om vi ved, der var mange forlis, det ved vi nemlig fra de bevarede strandfoged- og politiprotokoller, der opbevares på Bangsbo, så finder vi få rester af dem. Krigsskibe og store handelsskibe derimod var bygget af egetræ, som holder meget længe, og deres materiel, som f.eks. tintallerkener og porcelæn og kanonkugler og kanoner, især dem af bronze, er meget havvandsbestandigt, så det er det, man finder. Moderne skibe derimod forgår hurtigere, da metalskrogene nedbrydes, dvs. mister tykkelse for til sidst helt at kollapse.
Bangsbo får stadig indrapporteret fund af lokale fritidsdykkere og i forbindelse med kabellægning og bygning af havvindmøller. Det er jo danefæ! For 14 dage siden om beliggenheden af meget flot hollandsk kanon, som museet vil se nærmere på i denne uge. Den er fra Chr.4.s tid.
Museet vender selv tilbage med års mellemrum til kendte vrag for at tage undervandsbilleder af tilstanden. Nogle år er vragene dækket af op til 4 m sand, pt. er mange af dem helt sandfri, så det er om af benytte lejligheden. Foredragsholderen viste mange interessante billeder af, hvad man kan se med moderne udstyr ned gen-nem vandet, og hvad dykkere havde været nede at fotografere. Et kuriosum var, at den entreprenante købmand allerede i 1847 havde haft en dykker nede at kigge. Det var en mand med en omvendt spand på hovedet. Han fortalte også om at få historie ud af et enkelt kanonfund. De hollandske skibe havde været i Kbh. for at tilbyde Chr.4. hjælp i en tåbelig tysklandskrig, men han sagde nej tak. På vej hjem måtte de rundt om Skagen, men da hele Jylland var tysk besat, havde tyskerne slukket fyret! Nogle af kanonerne, som man finder, er spanske, men et samarbejde med hollandsk marinarkæologi afslørede, at det ikke var spanske skibe, men at hollænderne købte noget af deres udstyr i Spanien.
Hvad så med rygterne om Stygge Krumpens falske lys? Af en eller anden mærkelig grund er alle onde handlinger blevet tillagt Stygge, måske pga. hans navn. Det var ikke ham, men en forgænger ved navn Tyge Bisp, som var en virkelig skurk og tyveknægt, men ham har alle glemt.
I Fastlandstiden, for en 10.000 år siden, var Læsø Rende en fjordmunding ind i fastlandet og Læsø derfor bare et tilfældigt jordstykke. På lavt vand omkring Læsø findes stadig træ og endog gammel skovbund fra de store skove, der dækkede landet dengang.