Tirsdag d.11. februar 2020 kl. 19.00
v/kulturhistoriker Else Elsbøll
Sted: forsamlingshuset
Deltagere: 46 Slfhj +FU
BRUDEN VAR I SORT……..tror vi!
Men rent faktisk var hun i hundreder af år i glædens, lykkens og frugtbarhedens farve, rød, hvis hun da overhovedet var i noget særligt. For hvem havde råd til at holde bryllup endsige have særligt brudetøj. I Jyske lov 1241 står, at de, som har delt seng og hus i tre vintre, er at betragte som ægtefolk og trods kirkens modstand betragtedes trolovelse til langt op i slutningen af det 19. århundrede som den bindende aftale og accept af samliv og ægtefødte børn.Men blandt fine familier var sagen en anden. Ægteskabsindgåelse var her slægtsanliggender om magtfordeling og berigelse og måske forsørgelse. Her var brylluppet stedet, hvor man viste frem, hvad man formåede. De to dyreste farver, rødt og blåt, sammen med masser af guld var rent ”bling”. Efterhånden som kirken fik mere magt i familieanliggender, overtog Jomfru Maria derfor disse tegn, rødt, blåt og guld, og bruden blev med tiden en afspejling af den hellige jomfru med udslagent hår og krone og ærbarhed. I 1600-talllet forsøgte kongen at begrænse forbruget af dyre, importerede stoffer, perler og juveler, men først modeændringerne (empire) efter den franske revolution begrænsede forbruget noget.
De forbedrede levevilkår på landet fra først i 1800-tallet medførte, at de riges levemåder sivede nedad i samfundet. Blev man gift i sin egnsdragt var der nu masser af sølv på og med rød silkehue og/eller rødt silkeskørt eller forklæde som særlig brudedragt. I byerne blev søndagskjolen, den sorte, fine, nu den første rigtige brudekjole, og når man nu var en fornuftig, dansk kvinde, fik man den syet med brede indvendige sømkanter, så den med tiden kunne lægges ud! Ville man vigte sig, kunne den pyntes med hvide bånd, der kunne tages af, og den blev syet af dyrt stof og holde hele livet.
 |
| Klik på billedet for at se det i stor størrelse |
Men også med empiren ser vi de første, hvide brudekjoler. Græsk antik var moderne og græske statuer er hvide som marmor. De første hvide kjoler efterligner den græske, antikke kvindedragt i florlette stoffer og kunne derfor også kun bruges af unge kvinder. Dermed blev farven de næste 150 år tegnet på ungdom og uskyld. Som balkjole kunne den hvide kjole være nedringet, men som brudekjole altid med lange ærmer og høj hals.
Nu dukker sløret også op. På landet havde gifte kvinder håret sat op under en hue, og sløret er afledt af denne proces at gå fra ung kvinde med løst hår ned ad ryggen til voksen kvinde med hovedlin på. Helt indtil 1920-ernes nye mode sattes det med en masse byltet op ovenpå hovedet, som en slags erstatning for brudekronen. Brudebuketten starter også her som en lille buket, som brudgommen bar. Senere flytter den hen i brudens bælte, så til en lille buket i hånden og i 1930-erne til kæmpebu-ketter. Udveksling af ringe kommer så sent som omkring år 1900.
Men 1960-erne ændrede alt: til lårkort, til hjemmehæklet, til blomstret osv. osv.
Nu i 2020 er bruden sexet, dybt nedringet i hvidt, gerne med lille slæb, også selv om det er tredje bryllup.
Referent: Gunvor Johnsen