Referat: Når staten er far og mor. Børneværnets historie

 Tirsdag d. 31. oktober 2023 kl. 19.00

Når staten er far og mor. Børneværnets historie

Cand.mag. Cecilie Bjerrre
Det gamle Rådhus
Deltagere:18.
Referent: Gunvor Johnsen

Omkring århundredskiftet 1900 begyndte en voksende interesse for de dårligst stilledes livsvil-kår. Det gjaldt tyende, landarbejdere, fattige arbejderfamilier og børns vilkår. Før 1905 var hjælpen enten fattighjælp eller velgørenhed. Fra 1905 til 1975 fungerede det, som først hed Værgerådene, senere Børneværnet, som tog sig af tvangsfjernelse af børn, som mistrivedes.
Cecilie Bjerre havde i sin undersøgelse af, hvordan systemet under Værgerådene fungerede, undersøgt deres arbejde i København, Odense og Silkeborg. Sidste kommune indeholdt på det tidspunkt større landområder. I alt 225 sager. 

I et værgeråd sad 5 personer: præsten, en lærer fra folkeskolen, et kommunalbestyrelsesmed-lem og to borgere, der var udpeget af kommunalbestyrelsen og boende i kommunen. Disse 5 skulle besøge familier, som på den ene eller anden måde var kommet i søgelyset for at se, om det var nødvendigt at gribe ind. Dette kunne ske ved at sende barnet til et børnehjem, til en plejefamilie eller ud at tjene. Plejefamilien kunne vare en ukendt familie, men det kunne også være andre familiemedlemmer. Helst skulle det nye opholdssted ligge langt væk fra barnets eget hjem.
Af rapporterne fremgår det, ar det man især kiggede efter, var hjemmets og moderens til-stand, og af ovenstående kan enhver se, at det var middelklassens normer, der mødte og vur-derede arbejdermiljøernes livsvilkår. I sagens natur blev rådenes arbejde administreret meget forskelligt, afhængigt af medlemmernes indstilling til de fattige. Hvor gik grænsen mellem det acceptable og det uacceptable?
De fleste middelklassekvinder var hjemmegående, og skylden blev derfor i høj grad lagt på de udearbejdende, fattige kvinder. Det var deres samfundspligt at opdrage børnene ordentligt! Og denne evne eller manglen på samme kunne tydeligt aflæses af hjemmets udseende! Det er ikke mærkeligt, at der var langt flere tvangsfjernelser i byerne, hvor fattigfolk måtte klemme sig sammen i trange lejligheder. På landet løstes familieproblemerne oftest inden rådets indgriben ved at børnene i meget tidlig alder kom ud at tjene.
Det mest brugte anbringelsessted var børnehjem. Børnehjemmene var private eller drevet af offentlig, dvs. privat velgørenhed, et særligt problem, som vi i nutiden har fået øjnene op for. Var de mon bedre end barnets eget hjem? Meget få var statsejede. Indtil i 1950erne havde børnehjemsbørn ens tøj på og ens frisure, hvilket stemplede dem i lokalsamfundet. De var jo i forvejen taget ud af familierne, fordi de var problematiske, eller deres familier var!  60 % var i øvrigt drenge.
Et helt særligt problem udgjorde de ”åndssvage”. Det har vi også hørt en del om i tidens debat. Den grænse var meget flydende, selv frække drenge kunne komme ind under den lov, og stak-kels piger, der ”kom i ulykke” eller ikke havde andre overlevelsesmuligheder end prostitution, kunne proppes i den sæk.
Ført sent, i 60´rne, kom socialrådgiverne ind i billedet sammen med stærke kvinder som Hanne Reintoft og Tine Bryld. Også Mødrehjælpen kom på banen i nye sammenhænge. Idet hele taget ændres samfundets syn på familier sig, og hjælpen rettedes mere og mere den vej. Derfor var vejen banet fra lægmandsrådene til kommunalt ansvar under bistandsloven i 1976.

Foredraget var online, en form vi ikke har prøvet før. Det fungerede fremragende. Anlægget på Det gamle Rådhus fungerer fint tilden type, og selve formen var meget mere personlig, end vi vist alle havde regnet med.