Medlemsmøde
Onsdag d. 16. februar 2022 kl. 14.30
Historieprofessor Jørgen Elsøe Jensen.
SKAGEN FØR KUNSTNERNE.
Sted: forsamlingshuset
Deltagere og gæster: 51
Referent: Gunvor Johnsen
I 1100-tallet forandrede verden og dermed også det danske samfund sig totalt. Fra relativt isolerede, selvforsynende landsbyer og berigende sørøvertogter til udlandet, blev der fred og handel mellem voksende byer. Flere mennesker levede af service og måtte købe mad, de ikke selv havde tid til at producere.
En af de centrale varer var jern, som krævedes i større mængder til den nyopfundne hjul-plov. Nu var der ikke noget særligt landbrug på Skagen, men byen lå som et pitstop for trafikken fra Østersøområdet til Nederlandene. Al handel da og de næste 700 år foregik indtil dampmaskinens opfindelse med skibe. I Skagen kunne hentes fisk og frisk vand, og man kunne ligge i ly for storme. De sidste gav skagboerne en værdifuld ekstraindtægt ved skibbrud. Dels fik man bjærgeløn for materialer og mennesker og skibe, dels stjal de med hænder og fødder af de bjærgede laster.
Hvis ikke der var en kaptajn, der gjorde krav på lasterne, tilhørte alt ”ejerløst” Kronen, men kongen var langt væk og hans embedsmand på stedet kunne nok skræmmes til at holde sig væk, når fiskerne var mange nok på stedet. At det var store mængder gods fremgår af, at Skagen fik købstadsstatus og den forbløffende store, nu tilsandede kirke formentlig blev bygget af dronning Margrethe d.1 som lagerplads. Tårnet skulle tjene som sømærke og signalere HER ER EN STOR BY.
I løbet af 14-15tallet forværredes klimaet og sandflugten tog til. Husene blev bygget, så de kunne flyttes, og veje kunne slet ikke anlægges. Helt op til slutningen af 1700tallet var de alm. huse i Skagen bygget af vragtømmer og tørv, og især da handelen med varer fra kolonierne i 17-18tallet voksede, fik det en sjov effekt for skagboerne. De var totalt isolerede fra resten af Danmark og viste knap, hvad der foregik, men inde i deres usle rønner var der pyntet op med eksotiske, ostindiske vaser, porcelæn og fine natpotter. Også krydderier og kaffe fandt den vej. Verden uden om Danmark fandt vej til Skagen.
Desværre medførte det ændrede klima en forringelse af den eneste anden indtægtskilde, fiskeriet. Folk flyttede væk og fiskeriet blev næsten kun til selvforsyning morgen, middag og aften. Der fiskedes fra stranden, som vi kender det fra malernes billeder, eller med krog, kaldet ”bakkefiskeri”. Livet var hårdt, fejlernæringen markant og dødeligheden stor. Der skulle fødes mange børn, 12-14 stykker for at to overlevede til voksenalder og den alm. levetid for over 5-årige var 35 år.
Fra et samfund med flere tusinde i 1200tallet, faldt indbyggertallet til færre end 650 i 1600tallet. Og på disse usle vilkår fortsatte livet til dampmaskinen ændrede livsvilkårene på Skagen i slutningen af 1800tallet. I det gamle liv havde man været nødt til at samarbejde i små grupper, både til at trække nettene på land, til at rense dem, tjære dem og til at lave de håndlavede net. Nu kunne en lille motor trække nettene op, og snart kom fiskerne i voldsom konkurrence med de svenske fiskere, som meget tidligere end skagboerne fik større både med motor. Trafikken rundt om Skagen formindskedes med jernbanenettets udbygning og måske allerværst set med skagboøjne: skibe med dampkraft kan styres uanset vejret, så forlisene stoppede.
Denne hendøende levevis blev ”opdaget ” af malerne i protest mod guldalderens skønmalerier, og her var ægte helte som landet trængte til efter 1864. Og med dampmaskinen, togdriften, den første bølge af malere og den anden af turister, som opførte sig og klædte sig helt anderledes end de lokale, døde den gamle levevis.
